2020 var et år med op- og nedture for U17-holdet. Inden sæsonen blev afsluttet i foråret, lå holdet på en delt førsteplads, men den nye sæson blev pointmæssigt sværere. Holdet spiller offensiv Lyngby-fodbold, men pointhøsten har ikke været som håbet med 12 point i 12 kampe og en overvintring på 11. pladsen.
I det forgange år har U17-mandskabet vist rigtig god fight og Lyngby-DNA, men de forventede point er udeblevet. Men det ser cheftræner Mads Kristensen ikke som noget negativt:
”Det er ingen hemmelighed at ungdomsfodbold handler om at uddanne drengene til fremtiden, og det er en god uddannelse at man lærer at håndtere at tabe og have modgang – til den dag hvor man er seniorspiller og skal håndtere det”, fortæller han.
Kulturen er forandret
I et år hvor corona har fyldt meget har det selvsagt været anderledes at være elitefodboldspiller. Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. For da alt var lukket ned i foråret benyttede flere spillere muligheden for at styrketræne endnu mere.
Især Gustav Mortensen og Lucas Hey ville reformere træningskulturen – og ikke kun på U17-holdet. For de udviste ledere ved at inspirere de yngre hold til at normalisere den træningskultur, som U17-holdet har og havde under corona-nedlukningen:
”Gustav og Lucas er nogle af dem, der har udviklet sig allermest i 2020 på baggrund af det hårde arbejde de har lagt i deres træning. Derudover holdt de træningsoplæg for U13-holdet, så de kunne blive inspireret til samme seriøse tilgang til deres træning. Jeg var stolt, for der er ingen tvivl om at de nu er forbilleder for de yngre”, fortæller U17-cheftræner Mads Kristensen.
Udover Gustav Mortensen, der er fast mand på U17-landsholdet og Lucas Hey, der nu træner med førsteholdet, nævner cheftræneren også, at tre andre har gjort en ekstra indsats i 2020 – og det har båret frugt. For selvom han er stolt af hele træningskulturen og alle arbejder hårdt, har nogle udnævnt sig positivt:
“U17-anfører Tobias Storm, Sanders Ngabo og Lauge Sandgrav, der nu spiller fast med U19 og fik sin førsteholdsdebut mod SønderjyskE i pokalen, er tre af dem, der har arbejdet hårdest og fået realiseret nogle af deres delmål i 2020. De er en kæmpe inspirationskilde – både for de andre på holdet og i hele klubben. Jeg er rigtigt glad for den positive udvikling”, fortæller Mads Kristensen.
U17-holdets sæson starter op igen den 27. februar hjemme mod FC Midtjylland.