B36 Tórshavn henter træner i Lyngby Boldklub

Færøernes største klub, B36 Tórshavn, har været på rov i Lyngby Boldklub, hvor de har hentet Dan Brimsvik, der stod i spidsen for Lyngbys talentfulde U15-hold. Han tager dermed over som cheftræner i hovedstadsklubben efter Jákup á Borg og B36 opsagde samarbejdet.

Det 33-årige trænertalent, Dan Brimsvik, kom til Lyngby Boldklub for seks år siden, og har siden udviklet sig meget som træner, og fik også ansvaret som cheftræner for U15-holdet. Det fortæller Lyngbys talentchef, Nicas Kjeldsen:

”Selvom vi er kede af at miste Dan, er vi ekstremt stolte over at udvikle endnu et trænertalent til seniorhylden. For i Lyngby fokuserer vi ikke kun på at udvikle spillere til øverste hylde, men ligeså vigtigt er det at udvikle unge trænere til at få chancen på seniorniveau. Derfor glæder jeg mig både på Dans og Lyngbys vegne over denne chance”, fortæller han.

Europa lever stadig

Selvom den færøske sæson er slut, hvor B36 endte på en skuffende 4. plads, har holdet spillet sig i en kvartfinale i pokalturneringen. Kampen finder sted den 21. november mod Argir Bóltfelag, der har Dans bror, Tonny Brimsvik, som cheftræner.

Det bliver Dan Brimsviks første kamp i spidsen for holdet, og den er vigtig, for pokalturneringen giver direkte deltagelse i Europa League:

”Selvom jeg har lært sindssygt meget i Lyngby, der troede på mig på trods af min unge alder, glæder jeg mig til at komme i gang i B36. Jeg er stolt over muligheden, og kan slet ikke vente med at skulle i kamp allerede næste lørdag”, fortæller den nykårne cheftræner, Dan Brimsvik.

Dan Brimsvik har skrevet en 3-årig aftale med B36 Tórshavn med målet om at få dem tilbage som landets førende fodboldklub. I B36 Tórshavn huserer også den danske angriber, Sebastian Pingel, der scorede 13 mål i fjor.

Bliv klogere på Lyngby Boldklubs rekruttering og scouting på akademiet

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

0
    0
    Din kurv