Lyngbys angriber André Riel har i tillæg til sit røde kort mod SønderjyskE modtaget en tillægsstraf, der i alt betyder at André Riel har karantæne i de kommende 5 Superliga-kampe.
Sagen har været behandlet i Fodboldens Disciplinærinstans på baggrund af en indberetning fra dommer Jakob Kehlet, der i det 90. minut i kampen Lyngby mod SønderjyskE sidste søndag valgte at udvise André Riel for et homofobisk udråb. André Riel blev i situationen udvist for at råbe “rejse dig op din fucking homo” til SønderjyskE-spilleren, hvilket prompte resulterede i et rødt kort.
André Riel har i sin redegørelse omkring situationen erkendt sit udsagn, beklaget og undskyldt samt bakket op om, at det røde kort var korrekt. André Riel har samtidig forklaret, at han intet har imod homoseksuelle, homoseksualitet eller andre seksuelle orientering, og at han derfor modtog sit røde kort uden yderligere protester.
Lyngby Boldklub har i sin redegørelse bakket op om det røde kort, idet André Riel – ud over at have forbrudt sig mod fodboldens love – også har overtrådt klubbens interne adfærdskodeks. Lyngby Boldklub tager kraftigt afstand fra André Riels udtalelser.
Det røde kort resulterede øjeblikkeligt i to spilledages karantæne til André Riel, men grundet sagens karaktér har Fodboldens Disciplinærinstans valgt at skærpe straffen med yderligere tre spilledagens karantæne. André Riel får dermed samlet fem spilledages karantæne for situationen. Kendelsen er endelig og kan læses i sin helhed ved at klikke her.
Lyngby Boldklub bakker op om den skærpede straf:
“Lyngby Boldklub er en klub for alle uanset hvordan man identificerer sig selv. Vi bakker op om kampen mod homofobi i fodbold, og derfor bakker vi også op om, at der skal falde en skærpet straf. I det her tilfælde er den takseret til 3 ekstra spilledages karantæne, hvilket vi tager til efterretning”
“Fodboldklubber og fodboldspillere har et særligt ansvar for at være rollemodeller i offentligheden, og vi gør hvad vi kan for at fremme inklusion og fællesskab ude i vores klubber. Derfor er denne sag naturligvis ærgerlig, men uanset hvor mange etiske regler og adfærdskodekser vi laver, så er der jo ingen garantier for, at der ikke kan ske noget i kampens hede. Det er Andrés sag et eksempel på, og det må alle spillere tage til efterretning og lære af. Det er et sundhedstegn, at det får konsekvenser at udtale sig sådan, så det bakker vi op” fortæller Andreas Byder, adm. direktør i Lyngby Boldklub.
Kendelsen er endelig og kan ikke ankes.