Lyngby Boldklub har indgået en lejeaftale med Hvidovre IF omkring den unge midtbanespiller Magnus Westergaard. Lejeaftalen, der løber frem til årsskiftet, skal give mulighed for kontinuerlig spilletid og førsteholdsfodbold.
22-årige Magnus Westergaard har fået sin fodboldopdragelse på Lyngby Boldklubs akademi, men han har haft svært ved for alvor at bide sig fast i De Kongeblås startopstilling. Derfor udlejes han nu til Hvidovre, hvor han kan få en periode med kontinuerlig spilletid – og dermed gøre forudsætningerne for at slå igennem hos Lyngby bedre.
Sportschef Birger Jørgensen både håber og forventer således på at få en mere erfaren spiller hjem til Kongens Lyngby, hvor Magnus Westergaard indgår i klubbens fremtidsplaner:
”Magnus er en dygtig spiller, der desværre har lidt under vores oprykning sidste sommer og derfor ikke har fået den mængde spilletid, han har brug for i forhold til sin udvikling. Derfor er vi glade for at kunne lave et aktivt lejemål, så Magnus får den førsteholdserfaring han skal bruge på kort bane for at træde det sidste stykke ind på næste niveau. Vi glæder os til at følge Magnus’ udvikling i Hvidovre og ser frem til, at han kommer hjem og hjælper os til at overleve i Superligaen i foråret”, fortæller Birger Jørgensen, der også understreger at antallet af kampe i foråret 21 contra efteråret 20 har spillet en rolle.
”I foråret venter 19 kampe, og når vi er på den anden side af landskampspausen er der kun 9 runder tilbage i Superligaen inden nytår. Så vi tror på, at Magnus’ har bedre forudsætninger for at bide sig fast efter lejemålet, hvor der også vil være mere spilletid alt i alt” fortæller Birger Jørgensen.
Også hovedpersonen selv ser frem til at få muligheden for at vise sig frem kontinuerligt, og glæder sig til at komme i gang:
”I Hvidovre får jeg muligheden for at spille hver weekend, og det har jeg brug for i min udvikling. Der er ingen tvivl om, at mit mål er at slå igennem i Lyngby, og denne mulighed er et led i den målsætning. Men lige nu glæder jeg mig til at komme i gang i Hvidovre og hjælpe holdet til point på kontoen, og så kommer jeg helt sikkert endnu bedre tilbage for at slå igennem i Lyngby”, fortæller Magnus Westergaard, der allerede i morgen træner med HIF-mandskabet.
Magnus Westergaard kom til Lyngbys akademi i 2015 og har spillet 38 førsteholdskampe. Han skal hjælpe Hvidovre komme væk fra bunden i NordicBet Ligaen, hvor de stadig har deres første point til gode efter fire kampe.