Lyngby Boldklub har købt offensivspilleren Rasmus Thellufsen fri af kontrakten med AaB, og dermed kan 23-årige Thellufsen nu starte hos De Kongeblå på en 3-årig kontrakt.
Rasmus Thellufsen er ny mand hos De Kongeblå! Den nu tidligere AaB- og Hansa Rostock-spiller har skrevet under på en kontrakt med Lyngby frem til sommeren 2023, og det skaber glæde i Lyngby Boldklub, at det er lykkedes at lande en aftale med den 23-årige offensivspiller:
“Thellufsen er en spændende spiller i en god alder, men som også har erfaring fra både Superligaen, udlandet og flere ungdomslandshold. Rasmus er både teknisk dygtig, udholdende og kan dække en del af de offensive pladser i forskellige systemer. Så vi er rigtig glade for, at vi kunne blive enige om en aftale, så Rasmus kan spille for os” fortæller sportschef Birger Jørgensen.
KØB SÆSONKORT OG VÆR SIKRET FORTRINSRET TIL ALLE HJEMMEKAMPE
Rasmus Thellufsen glæder sig til at komme i gang for sin nye klub:
“Lyngby er en spændende klub, og spiller fodbold på en måde, der tiltaler mig. Det er en god mulighed for mig, at jeg kan komme her og forhåbentlig komme op på et rigtig godt niveau. Så jeg er glad for at komme til Lyngby, og glæder mig til at komme i gang med sæsonen” fortæller Rasmus Thellufsen.
Rasmus Thellufsen var i sidste sæson udlejet fra AaB til tyske Hansa Rostock i 3. Bundesliga. Her blev det til 17 kampe og 5 scoringer. For AaB blev det til 76 kampe med 11 scoringer i Superligaen og Sydbank Pokalen til følge. I rødt og hvidt er Thellufsen noteret for ungdomslandskampe for både U21, U20, U17 og U16-landsholdet.