For første gang i danmarkshistorien: To spillere med samme akademibaggrund spiller i to Champions League semifinaler i træk

Lyngby Boldklub har en af landets bedste akademiafdelinger, som har produceret mange talentfulde fodboldspillere gennem tiden. Når Yussuf Poulsen træder på banen i aften for RB Leipzig, bliver det første gang nogensinde, at et dansk akademi har to forskellige spillere i to Champions League semifinalerne i træk.

Sidste år var Lasse Schönes Ajax snublende tæt på at spille sig i en sensationel Champions League finale, men Lucas Mouras hattrick sendte Tottenham og Christian Eriksen i finalen i verdens fineste klubturnering. I aften har det tidligere Lyngby-talent, Yussuf Poulsen, og resten af RB Leipzig-holdet muligheden for at slukke PSG’s europæiske drømme om en Champions League finale.

Sportschef, Birger Jørgensen, der var med til at give begge spillere udlandsmuligheden, er glad for at se sine tidligere supertalenter vise sig frem på den helt store scene. Det betyder også meget for Lyngbyånden:

”At to af vores tidligere spillere kan have så markante roller på to hold, der er i Champions League-semifinalen, er meget stort for os. Vi er ekstremt stolte over at give unge Lyngby-drenge muligheden for at få så store fodboldoplevelser – det er lige i Lyngbyånden”, fortæller Birger Jørgensen stolt, og fortsætter:

”Vi har altid troet på vores talentarbejde, og at vi kan producere spillere til den allerøverste hylde, er et gigantisk skulderklap til os. Det giver os et drive til at fortsætte vores hårde arbejde med de unge Lyngby-drenge i fremtiden”.

Yussuf Yurary Poulsen skiftede i 2013 fra Lyngby til RB Leipzig. Han fik sin Kongeblå debut mod Horsens i Superligaen, og nåede at spille 36 kampe og score 13 mål. Efter sit skifte til Leipzig i 3. Bundesligaen har de kæmpet sig til toppen af europæisk klubfodbold. Han har spillet 251 kampe og scoret 63 mål for den østtyske Red Bull-klub.

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur