Det bliver adidas og Unisport, der skal levere den kongeblå 100-års jubilæumstrøje. Lyngby Boldklub, adidas og Unisport har nemlig forlænget samarbejdsaftalen med yderligere fire år.
Siden 2012 har Lyngby Boldklub været klædt på af adidas og Unisport, og det lange partnerskab både fortsætter og udvides i de kommende fire år. Dermed fortsætter adidas og Unisport som en aktiv del af fortællingen om en klub og bevægelse i fremmarch.
”Det er en grundlæggende fare for ethvert, længevarende partnerskab at man kan blive lidt metaltrætte – men i tilfældet med adidas og Unisport er vi blot endnu engang blevet bekræftede i, at vi har det helt rigtige samarbejde med de helt rigtige partnere.”
”Både adidas og Unisport har hele vejen vist en enorm interesse i at forlænge og endda udvide samarbejdet markant, og vi har vænnet os til en hverdag, hvor vi er klædt på i verdens bedste udstyr leveret af verdens bedste fodboldbutik. Vi er glade for at tage endnu fire år sammen og dermed kunne fejre både Unisports 25-års jubilæum i år, klubbens 100-års jubilæum i 2021 og 10-års partnerjubilæum i 2022” fortæller Kristian Maimann, kommerciel chef i Lyngby Boldklub A/S.
Hos Unisport glæder man sig over den nye aftale, og er imponerede over den udvikling klubben har taget – særligt de sidste to år, hvor tilskuertallet i Superligaen er næsten fordoblet, og hvor der er fokus på at skabe en sund og bæredygtig fodboldklub med base på moderne partnerskaber, talentudvikling og gode værdier:
“Som stolte partnere igennem de seneste otte år er vi hos Unisport stolte og glade over forlængelsen af vores aftale med Lyngby Boldklub. Partnerskabet fremmer Unisports mål om at gøre fodbolddrømme til virkelighed for fodboldelskere i alle aldre. Der var ingen tvivl fra vores side, da måden klubben drives af Friends of Lyngby og den stærke moderklub er helt unik. Vi ser stor værdi for alle parter i aftalen og glæder os til at støtte klubben fremover og være sammen for Lyngby” fortæller Michael Burk, CEO hos Unisport.
Jesper Bach, Team Sales Manager hos adidas Danmark A/S, supplerer:
“Det er med både stolthed og ære at vi sammen med vores gode partner Unisport kan offentliggøre en ny forlænget aftale med Lyngby Boldklub. Partnerskabet med Lyngby Boldklub er et perfekt match med udgangspunkt i fælles værdier, blandt andet bæredygtighed. Vi tror vi sammen går en spændende fremtid i møde, og hos adidas er vi glade for at være en del af De Kongeblå, også i fremtiden” siger Jesper Bach.
Om Unisport
Unisport er en af Europas førende online forhandler af fodboldstøvler, fodboldtrøjer og andet udstyr. Samtidig er Unisport en global medieplatform for fodboldrelateret indhold med over fire millioner følgere på de sociale medier. Med base i København har Unisport siden 1995 serviceret fodboldspillere og fans med de bedste fodboldprodukter og kyndig vejledning herom. Ud over butikken i Paris og København omfatter Unisport også lokale webshops i Sverige, Norge, Finland, Holland, Tyskland, Frankrig og Østrig og er endvidere tilgængelig for resten af verden på den engelsksprogede unisportstore.com. Læs mere på www.unisport.dk.
Foto (c) Per Kjærbye, fodboldbilleder.dk