Mandag drager Christian Nielsens Lyngby-tropper mod Fyn hvor De Kongeblå skal forsøge at besejre OB – et revancheopgør fra senest, hvor Lyngby ellers kom foran, men til sidst endte med et nederlag på 1-2.
Alt dette fylder dog ikke det helt store. Sæsonen er i sin afgørende fase, og der venter en spændende afslutning.
Og netop det, at Lyngby overhovedet har skæbnen i egne hænder, det holder cheftræner Christian Nielsen sit fokus på. For os gælder det om at tage en kamp ad gangen. Vi skal holde fokus på det, som vi selv kan styre og kontrollere. Først og fremmest træne godt, forberede os optimalt til hver kamp – evnen til at fokusere på nuét og bevare troen på egne evner.
“Før sæsonen tror jeg, vi alle sammen havde vi være super glade for at kunne spille med til det sidste om overlevelse i Superligaen, da alle på forhånd havde dømt os ude. Vi star foran nogle spændende kampe, hvor vi i høj grad kan styre vores egen skæbne, det er positivt og vi glæder os” siger Christian Nielsen om den næste periode.
Til næste kamp mod OB må trænerteamet undvære Emil Nielsen, Lasse Fosgaard, Andre Riel med skader samt Nicolai Geertsen og Jesper Christjansen med sygdom. Til gengæld er Frederik Gytkjær tilbage på holdkortet.
“Selvfølgelig ville vi gerne have alle mand til rådighed, men vi vidste godt, at der kunne komme skader, specielt i det her tætte program, men det er desværre ude af vores hænder. Dem der er udtaget til kampene, skal nok være klar. Som sagt: Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at det skal afgøres til allersidst, det har vi været forberedt på fra starten. Vi har haft en god træningsuge, som gør at vi er godt forberedte” lyder det fra Christian Nielsen, der er enige med rækken af eksperter, der mener, at Sønderjyske har de bedste betingelser for at snuppe 2. pladsen i gruppen:
“Sønderjyske er selvfølgelig favoritter til at tage puljens 2. plads, hvis man kigger på den øjeblikkelige tabel samt deres trup og spillerbudget. De har gjort det godt på det seneste og været dygtige til at få de nødvendige resultater i puljen. Vi håber på minimum fire point I de næste 2 kampe, lykkes det får vi en drømmekamp mod Sønderjyske, så nu skal vi komme med al vores energi og tro på tingene. Og så er det bare ud og jage point” fortæller Christian Nielsen.
Lyngbys afsluttende program byder på OB ude mandag aften, Silkeborg ude på lørdag og så den afsluttende kamp hjemme mod Sønderjyske den 8. juli.