Årsregnskab: Lyngby Boldklub tæt på turnaround

Lyngby Boldklub A/S, selskabet bag klubbens elitesetup i blandt andet 3F Superligaen, præsenterer i dag et regnskab, der er markant bedre end de forrige regnskabsår – og også bedre end ejergruppen ”Friends of Lyngby” havde forventet.

Bundlinjen byder på et underskud på seks millioner kroner, hvilket er seks millioner bedre end forventet. Klubben er dermed langt med den turnaround, der startede, da Friends of Lyngby-gruppen overtog ejerskabet i 2018. Her lød underskuddet på hele -35 millioner kroner. To år senere er klubben tilbage i 3F Superligaen, har implementeret en ny strategi, indkasseret store transferbeløb og oplevet massiv fremgang blandt sponsorer og tilskuere. Det medvirker til et forbedret regnskab, fortæller klubbens adm. direktør, 39-årige Andreas Byder:

”Et underskud er aldrig tilfredsstillende, men lige her og nu må vi også se det som en positiv indikation på, at vores turnaround er i fuld gang og kan lykkes inden for de næste år. Vores sponsorindtægter er mere end tredoblet på to år, vores tilskuertal er fordoblet, vi er rykket op i Superligaen, og vi har realiseret vores strategi og solgt unge spillere til udlandet – alt i alt positive faktorer, der som en central del af vores 3-årsplan også bidrager økonomisk til en mere sund forretning” siger Andreas Byder.

Det vides endnu ikke, om Lyngby Boldklub skal spille i 3F Superligaen eller 1. division i næste sæson, men uanset er klubben klar til næste fase og ser lyst på fremtiden. Efter mange års lokal debat er Lyngby Stadion på vej til at blive solgt i et udbud, som måske endegyldigt kan løfte klubbens faciliteter op på Superliga-niveau.

”Vi krydser fingre for at udbuddet kommer meget snart, men bruger mest tid i det daglige på at realisere vores strategi og plan. Ejerskabet fra lokale forretningsfolk hjælper os ved at være stabile og ikke ryste på hånden, og vi har en god hverdag – selvom vi ikke er tilfredse endnu. Vi har stadig blod på tanden i forhold til at skabe en økonomisk bæredygtig fodboldklub. Jeg tror kun, at vi har set en brøkdel af, hvad klubben og byen kan med vores nye strategi og tilstedeværelse lokalt. Det glæder vi os til at udvikle de kommende år”

Lyngby Boldklub havde forventet omkring 11 millioner kroner i underskud i 2019, der dækker over et halvt år i 1. division og et halvt år i 3F Superligaen. Resultatet lyder på -5.918 mio. kroner. For 2020 forventes et resultat på niveau med 2019.

For yderligere informationer, kontakt venligst:
Andreas Byder, adm. direktør: ab@lyngby-boldklub.dk, tlf.: 2623 6366
Kristian Maimann, kommunikationschef, km@lyngby-boldklub.dk, tlf.: 2597 2424

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv