Optakt: “De anede ikke hvor gode de egentlig var”

Datoen er 22. april 2007. Lyngby Boldklub står på tærsklen til en sensationel oprykning til Superligaen. Forud er gået knap fem vilde år, hvor Lyngby Boldklub startede helt forfra – på bagsiden af en klubkonkurs i 2001 og den efterfølgende tvangsnedrykning og genstart i Danmarksserien fra sommeren 2002.

Lyngby Boldklub er på meget kort tid rykket fra Danmarksserien til 2. division – og fra 2. division videre op i 1. division. Premieresæsonen i 1. division – sæsonen 2005/06 – blev en fortsættelse af opturen. Med 29 mål i 1. division bliver Morten Nordstrand suveræn topscorer og Lyngby slutter som oprykker på en flot 3. plads.

Den efterfølgende sæson udarter sig ligeså positivt. Klubben har fået ny cheftræner i form af Kasper Hjulmand, og han bygger videre på de positive takter. Morten Nordstrand er skiftet væk, og blevet erstattet med den rutinerede divisionsmålsluger Anders Jochumsen. Og holdet indeholder stadig masser af talent – med Christian Holst, Kim Aabech, Tobias Mikkelsen og Mikkel Beckmann som de mest talentfulde.

”Det var rigtig gode spillere, som alle sammen havde det tilfælles, at de ikke anede hvor gode de egentlig var” husker Kasper Hjulmand, der jo som bekendt i dag står på tærsklen til livet som landstræner for det danske A-landshold.

Tiden i Lyngby står stadig tydeligt hos den nu 48-årige træner. I 2007 var han 35 år gammel og i gang med sit første job som seniorcheftræner. Og den 22. april stod han i spidsen for Lyngby mod AGF i en af karrierens hidtil sværeste opgaver.

AGF havde vundet det første indbyrdes opgør med suveræne 4-1. Så der var ikke tvivl om styrkeforholdet – på papiret.

”AGF kom med et fuldtidsprofessionelt setup i klubben, mens vi havde haft alle vores spillere med på rejsen nedefra. Det var to meget forskellige klubber. Vi havde vel en stamme af spillere, som var talentfulde, men aldrig havde prøvet det profesionelle liv. Og så havde vi et par rutinerede navne, der trak og skubbede klubben mod mere professionelle rammer” fortæller Kasper Hjulmand, og nævner den tilbagevendte ”Mr. Lyngby” Morten Petersen som en af dem, der som anfører, kulturbærer og garvet professionel fodboldspiller skulle trække miljøet den rigtige vej.

Pædagogmedhjælperen sikrede autografer

Forud for kampen den 22. april var styrkeforholdet dog tippet en smule siden Lyngby tog fra Århus med 1-4 i bagagen tidligere på sæsonen. Lyngby førte suverænt rækken med et forspring på syv point til netop AGF, der lå nummer 2. Der var med andre ord lagt i kakkelovnen til en vaskeægte topkamp – hvilket 4.443 tilskuere på et stemningsfyldt Lyngby Stadion honorerede:

”Det var en af de kampe, man så rigtig meget frem til. Hele rejsen var jo fantastisk at være en del af, og der blev skabt en helt unik stemning omkring klubben i de år” fortæller Jacob Normann, der nu er SLO i Lyngby Boldklub – en klub, han har fulgt hele sit liv. Og en klub, hvor han i 2007 havde et helt særligt forhold til specielt en af spillerne:

”Kim Aabech var pædagogmedhjælper i fritidsklubben, som var tilknyttet Lundtofte Skole, hvor jeg gik. Han spillede ofte fodbold med os drenge nede på den slidte asfaltbane, og han var god til at lære tricks fra sig når han var på arbejde” fortæller Jacob Normann, der også så kampen mod AGF fra sin faste plads på lægterne:

”Vi var en gruppe fra Lundtofte Boldklub, der trofast tog afsted. Og det var lidt sjovt og mega cool, at vi i fritidsklubben havde en af vores helte ansat og helt tæt på. Vi kiggede også forbi træningen i foråret kan jeg huske, og selvom det var efter at Kim var stoppet i fritidsklubben, så kunne han godt huske os drenge. Så han sørgede for, at vi fik autografer fra holdet og senere var jeg endda så heldig selv at få Tobias Mikkelsens kamptrøje og hans støvler fra oprykningssæsonen. Og det har jeg selvfølgelig stadigvæk” fortæller Jacob Normann.

Han glæder sig til gensynet med Lyngby-AGF – og minder om, at man skal være klar fra ved Viaplay helt fra første fløjt. Og det var der en helt speciel grund til minder Kasper Hjulmand om:

”Vi havde aftalt, at vi skulle gå ud og give den gas fra starten. Og det må man sige vi gjorde” fortæller den nye landstræner – og tidligere Lyngby-træner.

Hvordan det helt nøjagtigt spænder af, det kan du se på Viaplay fra klokken 14.00.

Lyngbys trup til kampen:

Thomas Seidelin, Stefan Campagnolo, Alexander Fischer, Marc Møller, Morten Petersen, Jakob Bresemann, Nicolai Melchiorsen, Kim Aabech, Morten ”Gummi” Juul Hansen, Morten Christiansen, Anders Jochumsen, Tobias Mikkelsen, Lasse Rise, Mikkel Beckmann, Christian Holst.

Du kan se flere billeder og indhold om Lyngby Boldklub på vores Facebook,Instagram, LinkedIn og Twitter

Foto: (C) Per Kjærbye/fodboldbilleder.dk

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products