Det danske eFodboldlandshold i FIFA går et travlt år i møde, når der venter testkampe mod stærke nationer, eNations Cup og en nordisk venskabsturnering i 2020. Dermed er der mange udfordringer for de danske spillere, der skal forsøge at følge op på det fremragende 2019, og to af de spillere der skal være med til det, er Alexander Laustrup fra R288 eSport/Lyngby BK & Oliver Mikkelsen fra R288 eSport/Lyngby BK. Dermed udgør de kongeblå drenge en tredjedel af den danske bruttotrup, og der skal lyde et stort tillykke til de to spillere, der blandt vandt grundspillet i eSuperligaen i år. Det var også to stolte spillere, vi snakkede med efter udtagelsen, hvor det lød sådan her fra Mr. Lillelys:
“Jeg er super glad og stolt over, at jeg er udtaget til landsholdet! Det er virkelig en drøm, som er gået i opfyldelse. Men man kommer ikke sovende til det, og jeg skal bare blive ved med at holde mit niveau. Kæmpe tak til Lyngbys coach Mikkel Haller, som helt klart er en af de personer, som har hjulpet mig meget og fået mig hertil, hvor jeg står i dag” lyder det fra Mr. Lillelys. Lyngbys anden landsholdspiller var også meget glad for udtagelsen:
“Jeg er utrolig taknemlig over at blive valgt. Det var noget, jeg håbede på, men igen ikke helt havde regnet med. Ser frem til en spændende og lærerig periode med landsholdet” siger Don Oli.
De fire andre spillere der er blevet udtaget til den danske bruttotrup er: Frederik Fredberg fra Brøndby eSport, Marcus Jørgensen fra North Esports, Frederik Westergaard fra AC Horsens eSport og Alen Barakovic fra Tricked eSport/Vejle BK.
Hos direktør i Gamers Elite Thomas Sinding er der også stor glæde at spore, og han er stolt af det, som drengene og hele holdet har opnået, hvor det her er noget af belønningen for det hårde arbejde:
“Jeg er bare så stolt over alt det, som vi har opnået, siden vi i efteråret offentliggjorde holdet til den dengang kommende eSuperliga-sæson. Spillerne og coachen har vist, at de hører til i den absolutte top af dansk FIFA. Udtagelsen af både Alexander og Oliver til eLandsholdet er et kæmpe skulderklap til både spillerne, coachen og os som står bag holdet. Jeg glæder mig enormt meget på spillernes vegne over, at de nu er en del af landstræner Dennis Nordenbøl’s rød/hvide tropper og glæder mig til at følge deres videre udvikling som FIFA spillere og som mennesker” lyder det fra Thomas Sinding.
De første udfordringer for eFodboldlandsholdet venter allerede lige efter nytår. Den 8. og 9. januar er holdet i Paris for at møde de franske verdensmestre. Forud for testkampene i Frankrig mødes hele bruttotruppen og træner i lokaler hos DBU i Brøndby.
Fremover bliver det en fast struktur med landskampe i FIFA-spillet, at de bliver spillet to-mod-to, og derfor er det vigtigt, at de danske spillere får nogle gode træningssessioner forud for de officielle kampe. Det er baggrunden for, at der udtages en bruttotrup med seks spillere, der kan være med til opretholde et højt niveau til kampe og træning. Fremover bliver to spillere fra bruttotruppen udtaget til de forskellige kampe, holdet skal spille.
Du kan se flere billeder og indhold om Lyngby Boldklub på vores Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter
Foto: (c) Anders Kjærbye/fodboldbilleder.dk