Lyngby Boldklub lancerer ‘Det Blå Fodboldnetværk’

På billedet ses sportslig leder, Jacob Kaarsbo sammen med flere af de syv udviklingsklubber fra netværket

I Lyngby Boldklub lever og ånder vi for talentudvikling, og vi vil være en bæredygtig klub med stærke forbindelser til lokalsamfundet, og en klub der baserer sit virke på ungdomsfodbold og talentudvikling med plads til alle. Derfor har vi et nyt tiltag, der skal være med at forstærke det lokale samarbejde, som vi har med vores samarbejdsklubber, og som skal optimere udviklingsbetingelserne for de mange børn og unge, der er i klubberne. Det ‘nye’ tiltag kalder vi ‘Det Blå Fodboldnetværk’ og er som sådan ikke nyt, da vi har haft samarbejdsklubber i lang tid, men vi har valgt at investere målrettet i at gøre dette koncept endnu stærkere og bedre. En af de ændringer, der er sket, er ansættelsen af Jacob Kaarsbo, der kommer til at stå i spidsen for samarbejdet med de lokale udviklingsklubber, og han glæder sig til at komme rigtig i gang og have både fødder og fingrene nede i græsset:

“Med lanceringen af Det Blå Fodboldnetværk forsøger Lyngby Boldklub sammen med klubberne, at optimere udviklingsbetingelserne for de mange børn og unge, der spiller fodbold i klubberne. Vi vil aktivt dele know-how om organisering og træning og har en række konkrete sportslige aktiviteter, som skal resultere i flere medlemmer i klubberne og et stigende sportsligt niveau. Oprettelsen af netværket flugter med Lyngby Boldklubs vision om at række ud til lokalsamfundet og blive et fodboldmæssigt samlingspunkt. Vi ønsker at være med til at skabe værdi for netværksklubberne og stimulere det lokale sportslige samarbejde. Ikke blot mellem Lyngby Boldklub og klubberne, men også internt mellem klubberne. Derfor kalder vi det et netværk” siger sportslig leder, Jacob Kaarsbo.

Et af målene for samarbejdet er at skabe udviklingsklubber, hvor medlemstal og niveau stiger i børne- og ungdomsårgangene (U6 – U15), og vi skal i fællesskab forøge at optimere udviklingsbetingelserne for de børn og unge, der starter med at spille fodbold i et sundt og udviklende klubmiljø. Som udviklingsklub i samarbejdet forpligter man sig til at gøre en indsats for at optimere organisation og træning allerede fra årgang U6, og klubber skal gøre en vedholdende indsats over alle årgange, hvor vi er med i processen. I sidste ende skal det være med til at undgå de store udsving i medlemstal og niveau mellem årgangene, der kendetegner de fleste danske klubber.

Akademichef, Nicas Kjeldsen glæder sig over initiativet, som har været på sinde i et stykke tid, og han tror på, at det kan være med til at gøre en forskel for de lokale klubber, hvor Lyngby Boldklub gerne vil være samlingspunkt.

“Dette har været et område, der altid har ligget os meget på sinde, men som vi måske ikke altid har været gode til at håndtere. Derfor glæder vi os over, med ansættelsen af Jacob, at kunne sætte endnu mere, og struktureret fokus på området. Det drejer sig ikke om rekruttering eller at sælge billetter, men om fodbold! Lidt kækt har vi altid sagt, at vi i bund og grund gerne ville have færre samarbejdsklubber, men langt flere klubber vi kunne samarbejde med” lyder det fra Nicas Kjeldsen, der videre fortæller om de strategiske tanker og mål for tiltaget:

“Kort sagt ser vi på det således, at vi har nogle privilegier i dansk fodbold, og med privilegier kommer et ansvar. Et ansvar for at bidrage til udviklingen af dansk fodbold, og det gør vi bedst i lokalområdet. Vores ønske er, at det bliver mindre tilfældigt, hvornår foreninger i vores netværk har en stærk og bred årgang. Det skal blive mindre afhængigt af, hvem der har en engageret forældretræner med tid og resurser, og vi skal have skabt en masse sunde, glade miljøer for de yngste fodboldspillere. Sammen for flere, bedre fodboldspillere…. Og det arbejde starter med bedre børnefodbold” siger akademichef, Nicas Kjeldsen.

I skrivende stund er følgende syv klubber med i Det Blå Fodboldnetværk: Lundtofte Boldklub, Brede IF, Rudersdal Boldklub, Bagsværd Boldklub, B82, Nivå Kokkedal Fodbold og Helsinge Fodbold. Derudover har flere klubber allerede vist interesse for at komme med, og vi kommer med stor sandsynlighed til at udvide til flere klubber.

Kunne du eller din klub tænke dig at være med, eller vil du bare vide mere, så kan du kontakte Jacob Kaarsbo på 2512 3486 eller jk@lyngby-boldklub.dk.

Du kan se flere billeder og indhold om Lyngby Boldklub på vores Facebook,Instagram, LinkedIn og Twitter.

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv