Christian Nielsen: Den sad lige i skabet

Cheftræner Christian Nielsen var en meget glad mand efter hans hold søndag sikkert slog Fredericia i egen hule. 3-0 stod der på måltavlen efter en kamp, hvor det hele gik op i en højere enhed.

Lyngby kom ellers til kampen med en dårlig halvleg mod Viborg i bagagen. I sidste weekend førte De Kongeblå ved pausen, men endte med at gå helt ned og tabe kampen klart – og netop den oplevelse har måske gjort Lyngby-holdet klogere i ugen op til den svære udekamp mod Fredericia:

” Vi ville gerne slå tilbage. Vi havde spillet ti halvlege inden i dag, og kun tabt en. Den tabte vi til gengæld også klart med 0-4. Den var ikke sjov, og den præstation var vi ikke glade for. Så det var vigtigt for os at slå tilbage i dag i hele kampen, og det var det sidste vi snakkede om inden vi gik ud fra pausen”.

”Vi sagde til hinanden, at vi skulle lære af det, der skete sidste gang. Denne gang fik vi så lavet det tidlige mål, der reelt dræbte kampen. Og så lukker vi den helt ned derfra. Så jeg synes vi lærer, også gennem hele træningsugen, selvom der så ikke er nogen garantier for at det sker inden på banen om søndagen. Men i dag må vi bare sige, at der gik det hele op i en højere enhed” fortæller Christian Nielsen.

Han havde sammen med sit team justeret både taktik og formation en smule – og den plan lykkedes til fulde.

” Vi havde tilpasset taktikken lidt i forhold til det gode analysearbejde vi har gjort på Fredericia. De få justeringer vi lavede, de hjalp holdet – ingen tvivl om det. Det var en helt fortjent sejr, som jo næsten i princippet er et par mål for lille, hvis man kan tillade sig at sige det. Den sad lige i skabet.”

”Det er en svær udebane, og vi har ikke specielt god historik herovre. Vi vidste der skulle noget ekstraordinært til, og at et nederlag ville bringe os ud af det sjove selskab i kampen om topplaceringerne. Så vi følte presset, først og fremmest fra os selv. Men vi håndterede det flot og vandt fuldt fortjent” lyder det fra Christian Nielsen.

Selvom taktikken var god, og præstationen var tæt på fejlfri, så var det alligevel speciel en spiller, der løb med opmærksomheden. Jeppe Kjær scorede hattrick og stjal både kampbold og overskrifter, og Christian Nielsen er da også glad på Jeppes vegne over den flotte præstation:

”Det er altid en forløsning for angribere at få afgørende hul på bylden, og det gjorde Jeppe i dag. Han laver tre fantastiske mål, og kunne vel også have scoret mere. Jeppe skal nyde det, for det var en stærk præstation at gå herover og lave tre kasser” lyder det om Jeppe Kjær, der nu er oppe på fem forårstræffere i seks kampe. Cheftræneren havde også ros til de cirka 50 Lyngby-fans, der havde taget turen med over:

”Det er fedt, at der er taget så mange med herover. Det var fedt, at vi kunne gøre dem glade og det gør mig glad, at mærke den harmoni, der er spillere og fans imellem. Så der skal også være en stor tak til fansene i dag, det var stærkt gået” lyder det fra Christian Nielsen.

Lyngbys næste opgave er på søndag den 14. april kl. 13.45, hvor Hvidovre IF besøger Lyngby Stadion i en ny spændende kamp om point i toppen af 1. division.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products