Forventet underskud i Lyngby Boldklub A/S efter redning

Årsrapporten for Lyngby Boldklub A/S viser et negativt resultat på 35,2 millioner kr. for sæsonen 2017/18, der som bekendt bød på en konkurstrussel og nedrykning fra Superligaen. Ledelsen har reageret ved på bare 10 måneder at bringe omkostningerne på fodboldforretningen fra 50 mio. kr. om året til 34 mio. kr., og skifte fokus tilbage på akademiet som fremtidens levevej for Lyngby Boldklub. Med en trup bestående af 50% egenudviklede spillere er det arbejde godt på vej.
Ledelsen betragter årsregnskabet for sæsonen 2017/18 som utilfredsstillende, men det store underskud kommer ikke bag på bestyrelsesformand Tommy Petersen, der havde ventet et negativt resultat i den størrelsesorden:
”Det var en ekstremt omkostningstung og kompliceret forretning, som vi overtog tilbage i februar, så underskuddet er som forventet. Vi har som ansvarlig ledelse siden da skåret væsentligt i vores omkostninger, og er på 10 måneder lykkedes med at bringe vores omkostninger ned med cirka 16 mio. kr. Heriblandt har vi skåret omkring 45% i vores spillerbudget på førsteholdet”.
”Vi har et fantastisk akademi som fundament, og det er kommet tilbage i fokus, at Lyngby er en udviklingsfabrik. Vi har lagt et budget, som gør det muligt at drive en konkurrencedygtig klub i 1. division med et godt akademi, og så skal vi over tid have løftet vores indtægter, så vi kommer helt i balance. Vi er igen blevet en klub, der baserer sit virke på akademiet. De kommende år byder på store udfordringer for Lyngby Boldklub, men med en stærk aktionærkreds og Friends of Lyngby føler vi os godt rustede til opgaven” fortæller Tommy Petersen.
Med den ændrede tilgang kunne Lyngby Boldklub i efteråret spille med en førsteholdstrup bestående af 50% af egen avl med 24,2 år i gennemsnit. 31% af den samlede spilletid gik til spillere udviklet af Lyngby Boldklub, der undervejs også kunne præsentere hele 11 debutanter på førsteholdet.
Turnaround stadig i gang
Ifølge Tommy Petersen er talenterne og akademiet helt central for fremtidens forretningsmodel, og han ser sammen med bestyrelsen mange positive sportslige takter allerede – også selvom det ikke slår igennem på bundlinjen af de kommende regnskaber:
”Vi har stadig et efterslæb og har langt ind i indeværende regnskabsår slæbt rundt på dyre lønninger fra nu tidligere spillere og trænere. Vores turnaround er stadig i fuld gang, men vi synes så absolut, det ser positivt ud trods det store underskud i sidste sæson. Vi har flere og flere talenter inde på førsteholdet, og akademiet er kommet i fokus igen. Det går fremad, og vi er positive, om end der venter meget arbejde forude for os alle i fællesskab” fortæller Tommy Petersen.
Baggrunden for det store underskud findes i, at Lyngby Boldklub i februar 2018 var på randen af konkurs som følge af, at den tidligere hovedaktionær Hellerup Finans A/S trådte i rekonstruktion og ikke kunne understøtte Lyngby Boldklub, der fortsat kørte med et meget ambitiøst og dyrt sportsligt setup. Dette medførte, at et konsortium af lokale forretningsmænd under navnet ”Friends of Lyngby” trådte til, købte Hellerup Finans A/S’ aktiepost og samtidig skabte et nyt og mere stabilt økonomisk fundament.
Der er i regnskabsåret 2017/2018 tilført 20.268.524 kr. i ny virksomhedskapital ved tegning af 20.268.524 stk. nye aktier fra primært Friends of Lyngby.
Facts fra Generalforsamlingen:

  • Lyngby Boldklub A/S havde i sæsonen 2017/18 et driftsresultat på -21 mio kr. og et samlet resultat efter skat på -35,2 mio. kr. Ledelsen betragter resultatet som utilfredsstillende.
  • Årets resultat er påvirket negativt af blandt andet nedskrivninger på nu tidligere dattervirksomheder, tab på tidligere forbundne koncernselskaber og låneomkostninger på i alt 17,1 mio kr.
  • Klubbens revisor, Deloitte, har desuden fundet fejl i klubbens tidligere årsregnskab for 2016/17, hvilket medfører at underskuddet fra 2016/17-sæsonen, hvor klubben var ejet af Hellerup Finans, er steget fra 11,7 til 19,8 mio. kr.
  • Lyngby Boldklub A/S besluttede på generalforsamlingen at omlægge klubbens regnskabsår, så det fremover følger kalenderåret.
Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products