Lyngby Vikings har spillet en fornem sæson i C4 ligaen, der kulminerede mandag aften, hvor de med kampe mod AGF eSport og Ignite eSport skulle kæmpe om at vinde denne sæson.
Der var spænding på drengen før de afgørende kampe, da stillingen var helt lige mellem Vikings, Ignite og ImmuNe, der alle lå med 12 point. Dog havde de to sidstnævnte hold spillet en kamp mere, så det så godt ud for Vikings-drengene inden kampen mandag aften.
Aften startede da også som planlagt, da AGF eSport blev besejret sikkert med 16-3. Nu ventede den store finale mod Ignite om topplaceringen i ligaen. Desværre endte den kamp med et nederlag på 16-9, og Ignite træk dermed det længste strå i kampen om den samlede sejr, da de var bedst indbyrdes i forhold til Vikings og ImmuNe.
Ærgerligt, men det ændrer ikke på, at Vikings-gutterne har spillet en fremragende sæson, der har budt på mange store højdepunkter. Der er derfor masser at bygge videre på til fremtiden for Lyngby-Vikings holdet.
Slutstillingen i C4 ligaen – sæson 5:
Ignite 15
Lyngby Vikings 15
ImmuNe 15
Odense 12
Vulture 12
AGF 12
Serenic 12
Sørby 3
Succesoplevelse for Lyngby Vikings ved Supreme Masters i Schweiz
Sidste fredag begyndte Supreme Masters i Schweiz, der havde dansk deltagelse i form af vores egne drenge fra Lyngby Vikings samt HYDR One og Sørby Academy.
For Lyngby Vikings startede det rigtig fint, da drengene vandt deres gruppe G med en slutsejr på 2-0 over mYinsanity.
Dermed gik Vikings videre til playoff-kampene, hvor eRazed ventede. Her tog Lyngby Vikings sig en solid sejr, da de besejrede modstanderne med 2-0. I kvartfinalen stod Vikings over for et andet dansk hold i form af HYDR One. Det endte med en kneben sejr på 2-1 til Lyngby-drengene, der dermed var fremme blandt de sidste fire i turneringen. Her mødt Vikings Dark Tigers, der desværre tog en sejr på 2-0 og spillede sig i finalen, som de også senere endte med at vinde.
Således sluttede Vikings Supreme Masters i semifinalen og en flot 3. plads, hvilket må siges at være godkendt, og, om ikke andet, så kan drengene tage en masse erfaring og oplevelser med sig videre. Det var da også en tilfreds, Thomas Sinding, direktør i Gamers Elite, der fortalte om drengenes sæson i ligaen og turneringen ved Supreme Masters:
”Overordnet set har det været en rigtig fin sæson indtil videre. Drengene har rykket sig som gruppe, udviklet sig individuelt, og blevet stærkere som et hold. I ligaen har vi rykket os fra en 5.plads sidste sæson til en 2.plads i denne, så det er fremgang og klart positivt, selvom vi altid går efter at vinde.”
“I forhold til Supreme Masters var det en positiv oplevelse. Vi er tilfredse med præstationen, vores placering, og selve afviklingen af turneringen, der fungerede upåklageligt. Vi taber jo til vinderne, så det kan vi godt være bekendt, og en 3. plads ved en international turnering er også en rigtig flot præstation. Turneringen har helt klart været med til at ryste os sammen som gruppe, og drengene har forbedret sig undervejs” siger Thomas Sinding, direktør i Gamers Elite.
Vi glæder os til at se, høre og opleve endnu mere med drengene fra Lyngby Vikings fremadrettet.
I denne weekend spiller Lyngby Vikings CBE turnering i Sønderborg, så hvis du vil se og høre mere til drengene samt følge med på deres rejse, så klik her og læs mere.
Se første afsnit af “SAMMEN FOR LYNGBY” her
Læs også: Lyngby Vikings vinder turnering i Hillerød
Læs også: Nyt prominent trænernavn til Lyngby Vikings
Du kan følge Lyngby Vikings på både Facebook, Twitter og Instagram.