Det Kongeblå mandskab havde taget turen over broen til Fyn, hvor de skulle spille mod OB på EWII Park i Alka Superliga Gruppespillets femte runde. Det var en duel mellem top og bund i gruppen, hvor sidste opgør mellem de to mandskaber var endt i en underholdende uafgjort på Lyngby Stadion. Derfor var der lagt i kakkelovnen til en spændende kamp, hvor det danske forårsvejr også havde meldt sin ankomst i det fynske.
Desværre blev det en rigtig skidt start for Lyngby, da OB scorede allerede efter seks minutters spil. Marco Lund fik headet mod mål, og i Lyngby-målet måtte Oskar Snorre nok taget målet på sin kappe, da han tabte bolden i mål. Dermed var hjemmeholdet foran 1-0. Det var også OB, der lagde trykket fra start, og de pressede Lyngby hårdt i kampens indledning. Første Lyngby-afslutning kom efter et lille kvarter. Michael Lumb skød et hjørne indover, og inde i feltet kom unge Magnus Westergaard højest, men hans hovedstød var over mål.
Lyngby-holdet kom bedre med i kampen, og de var mest på bolden, mens OB var klar på kontra. Efter godt 20 minutter kunne de også være kommet på 2-0. Anders K. Jacobsen erobrede bolden et farligt sted, og herfra spænede han alene mod mål, hvor han dog afsluttede helt forfærdeligt og ved siden af mål. Det gjorde Nicklas Helenius imidlertid ikke senere i halvlegen, da han efter en omstilling var helt fri med Snorre. Fra tæt hold kunne han udplacere den unge målmand, og så stod det 2-0. Der blev ikke scoret mere i første halvleg, og så kunne de to hold gå til pause med hjemmeholdet foran 2-0.
De samme 22 spilere blev sendt på banen til anden halvleg, og det var OB-holdet, som kom bedst ud af omklædningsrummet. På et frisparksindlæg kom Jakobsen først, og han kunne prikke bolden i mål til 3-0. Det kunne også være blevet 4-0, da en OB-spiller blev helt fri efter en omstilling, men Snorre reddede på fornem vis den friløber.
Hjemmeholdet fortsatte presset på det unge Lyngby-hold, og Snorre måtte flere gange ud i fuld længde for at holde de stribede fra at score flere mål. Generelt var anden halvleg domineret af OB, og Lyngby-holdet forsøgte sig mest på kontra, og der manglede der den sidste skarphed og kvalitet, så det blev rigtig farligt. Der blev ikke scoret mere i kampen, og dermed endte OB med at vinde 3-0.
Kampfakta: OB – Lyngby Boldklub 3-0 (2-0)
7’ Marco Lund 1-0
35’ Nicklas Helenius 2-0
48’ Adam Sørensen (gult kort)
49’ Anders K. Jacobsen 3-0
52’ Marco Lund (gult kort)
62’ Lyngby Boldklub udskiftning: Herolind Shala (ud) – Mohammed Saeid (ind)
66’ Lasse Fosgaard (gult kort)
68’ Lyngby Boldklub udskiftning: Oliver Lund (ud) – Emil Bodholdt-Larsen (ind)
70’ OB udskiftning: Anders K. Jacobsen (ud) – Rasmus Festersen (ind)
74’ OB udskiftning: Jens Jakob Thomasen (ud) – Mohammed Fellah (ind)
74’ OB udskiftning: Troels Kløve (ud) – Andre Rømer (ind)
75’ Lyngby Boldklub udskiftning: Magnus Westergaard (ud) – Simon Pedersen (ind)
78’ Casper Nielsen (gult kort)