fbpx

Lyngby Boldklub har indløst en frikøbsklausul på angriberen Mayron George, der i denne sæson har spillet i Kongeblåt på en lejeaftale fra Randers FC. Den costaricanske offensivprofil skifter dog til sommer til FC Midtjylland, der har købt Mayron George af De Kongeblå.
Mayron George kom til Lyngby på en lejeaftale den 31. august 2017, og han gik fra start ind som fast mand i Lyngbys startopstilling. 18 kampe og syv scoringer senere har Lyngby Boldklub så valgt at købe angriberen fri af sin aftale i Kronjylland – men til sommer er costaricaneren allerede fortid hos Lyngby igen.
FC Midtjylland har således købt angriberen af Lyngby – et skifte, der eksekveres til sommer:
”Mayron har været et godt bekendtskab for os, og navnlig i efteråret bidrog han med vigtige mål for os. Han er en dygtig angriber med et stort potentiale og et højt niveau, som vi også har været med til at vise frem i tiden her. Det gør også, at Mayron er blevet interessant for FC Midtjylland, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke, når den tid kommer” Siger Nørgaard, der videre forklarer.
”Indtil da har både vi og Mayron dog fuldt fokus på nutiden, og det er, at han skal slutte ordentligt af hos os og bidrage til, at vi igennem de kommende slutspilskampe sikrer os endnu en sæson i Alka Superligaen” fortæller cheftræner Thomas Nørgaard.
24-årige Mayron George, der også har tre landskampe for Costa Rica på CV’et, har i Danmark repræsenteret Lyngby Boldklub, Randers FC og Hobro IK. Det har kastet i alt 63 kampe og 18 mål af sig. Inden tiden i dansk fodbold var angriberen hos OFI Kreta i Grækenland.
Husk du kan sikre dig fast plads på Lyngby Stadion til resten af de afgørende kampe i Alka Superligaen, hvor du med et specielt slutspilssæsonkort er sikker på ikke at misse noget af spændingen. Du kan læse mere her.