Efter tre kampe på otte dage, så har det den seneste uge været afviklet under mere normale tilstande, og det har Thomas Nørgaard og resten af truppen nydt godt af, hvor holdet har kunne træne samlet.
”Ugen startede rigtig godt, hvor vi ramte høj sol og plusgrader tirsdag, og truppen bragte en enorm energi. Vi vendte kort den skuffende weekend, og efter det har vi kigget fremad, og vi har lagt alt fokus mod SønderjyskE. Tirsdagen blev fulgt op af en rigtig god træning onsdag, og vi havde nogle stykker, der spillede reservekamp mod FC Midtjylland, og de efterlod et godt indtryk mod et stærkt hold” siger Nørgaard. Kongens Lyngby har ligesom resten af Danmark været ramt af kraftig sne, og det har påvirket træning en smule.
”Ligesom alle andre i Kongeriget Danmark er vi ramt af sneen, så torsdagstræning blev lidt anderledes. Men generelt har det været rart at have god tid til at træne med den del af truppen, som har været klar til at køre på fuld tryk. Samtidigt har det også været godt at kunne give en smule skånekost til dem, som havde brug for det” siger Lyngby-cheftræneren.
Flere spillere havde småskader i sidste uge, og der er stadig flere spillere, som har været påvirket denne uge. De unge Lyngby-talenter er stadig en stor del af træningen, og de kan komme i spil på søndag.
”Vi har en håndfuld spillere, som ikke har kunne træne en hel træning. Derudover er der også lidt, som ikke har været på banen. I skrivende stund er vi ikke sikre på, hvem der er klar, men vi kan se, at vi får brug for nogle af vores U19-spillere igen. Vi håber på, at vores dygtige sundhedssektor kan få et par stykker mere klar, men det er uvist lige nu” lyder det fra den Kongeblå træner, som ved, at holdet kommer på en udfordring mod SønderjyskE, som har udviklet sig de seneste par sæsoner.
”De er gode på deres hjemmebane, og det er svært og sjovt sted at spille. Deres fans er aktive og meget indlevende, og de plejer at samle en god skare af folk. Det er en rigtig dygtig trænergruppe med Claus (Nørgaard, red.) i spidsen, som har været garant for en krigermentalitet fra deres spillere. De har også stærke individuelle spillere, såsom Marcel Rømer på midten og så er Uhre og ”Greko” farlige på omstillinger. De har været kendt for deres kontra-fase, men de har også udviklet sig til et bedre spillende hold, som kan spille på flere måder.”
”Det bliver en kamp, hvor vi skal være på tæerne, og især når vi taber bolden. Jeg tror ikke, at SønderjyskE har noget problem med at overlade kampen til os, og derfor skal vi tage ordentligt vare på bolden og stå rigtigt, når vi mister den. Vi skal være klar på deres omstillinger, som kommer direkte, hurtigt og med en enorm intensitet. De faser af spillet hvor der er brud, der skal vi være ekstra opmærksomme. De har et killer-instinkt, og de er hold, der kender deres besøgstid.” siger Nørgaard om søndagens modstander.
Kampen er på søndag den 11. marts, og der er kampstart kl. 12:00 på Sydbank Park. Hvis man ikke er på stadion, kan man følge kampen på TV3 MAX.