foto (c) Per Kjærbye
Den 24. februar står højst sandsynlig lidt klarere i hukommelsen for Emil Bodholdt-Larsen end for andre mennesker. Nok ikke fordi Lyngby Boldklub spillede 0-0 mod AGF, men fordi han fik sin Superliga-debut i den Kongeblå trøje. I det 90. spilleminut blev den unge forsvarer sendt på banen for sin anden unge medspiller Kevin Tshiembe, og sammen med resten af holdet spillede han et enkelt point hjem til Kongens Lyngby og holdt nullet i kampen mod AGF. Selv var han utrolig glad for debuten, og han havde tænkt over, at det var en mulighed at blive sendt i ilden.
”Det var stort. Det er gået hurtigt, men det var en så fed følelse. Jeg havde tænkt over, at det var en mulighed, og jeg havde også overvejet det mod Silkeborg, men at det så sker i dag, det er bare helt fantastik” fortæller Bodholdt-Larsen, der var glad for at holde nullet, og han fik en ”ekstra” gave fra den fysiske træner Michael Marker efter kampen.
”Det var fedt, at vi holder nullet, og derfor var det også spændende at komme ind på det tidspunkt, jeg kom ind, da kampen skulle afgøres der. Efter kampen skulle jeg egentlig løbe seks løb, og dem der ikke kom ind, de skulle løbe otte, men jeg fik også lov at løbe otte, så jeg har fået min gave” siger den unge debutant med et smil på læben.
Næste opgave for Lyngby-mandskabet er på onsdag den 28. februar, hvor holdet rejser til Odense for at spille mod Odense Boldklub kl. 18:00. Lyngby Fans har arrangeret bustur til kampen, og du kan læse mere om den samt tilmelde dig her.