Årets første clean sheet i 0-0 mod AGF

foto (c) Per Kjærbye

På et solbeskinnet Lyngby Stadion var AGF gæster i Alka Superligaens 22. spillerunde, og masser af glade Lyngby fans havde fundet vej til Lundtoftevej denne lørdag eftermiddag. Det var en direkte duel mellem tabellens nummer 11 og 12, og allerede fra start var det tydeligt, at det var vigtige point, der var på spil.
Det var hjemmeholdet, som kom bedst fra start, og kampens første mulighed tilfaldt Jeppe Kjær. Han blev spillet fri inde i feltet, og han afsluttede resolut, men desværre for tæt på AGF-målmanden. Få minutter senere havde Herolind Shala et godt tilbud på et frispark, men hans skud manglede saft og kraft, og den aarhusianske målmand kunne gribe bolden. Selvsamme Shala var på færde midtvejs i første halvleg. Gustav Marcussen kom til baglinjen og sendte en bold tilbage i feltet, her var Shala placeret, men han skød upræcist og over mål.
Efter den chance bølgede kamp frem og tilbage, uden at et hold sad på det, og de store chancer udeblev. Det samme gjorde målene, og de to hold kunne gå til pause med 0-0.
Samme 22 spillere kom på banen til anden halvleg, og det var gæsterne, der kom bedst ud til anden halvleg. Dino Mikanovic bragede et langskud på stolpen, og Martin Pusic var først over returen. Han kunne dog ikke passere Oskar Snorre i målet, som kom stormende ud og gjorde sig bred, og han fik reddet til hjørne. AGF fortsatte presset, og de havde optræk til flere muligheder, men Lyngby-målmanden stod flot i målet og afværgede det hele.
Begge hold var farligst på omstillinger, og Mayron George var tæt på at kunne bringe hjemmeholdet i front, da han skød fra kanten af feltet, men skuddet blev blokeret og clearet. Mustapha Bundu var også tæt på at score ved en omstilling, men en Oskar Snorre i fuld længden fik slået bolden til hjørne i stedet. Med et kvarter igen blev Mathias Hebo skiftet ind, og han erstattede Martin Ørnskov. Få minutter efter blev Jeppe Kjær skiftet ud, og Mohammed Saeid kom ind i stedet.
Få minutter før tid blev Kevin Tshiembe taget ud, og Emil Bodholdt-Larsen fik debut i den Kongeblå trøje. AGF var lige ved at stjæle de tre point i dommerens overtid, da Kasper Junker skød på overliggeren, men skuddet fløj heldigvis over efterfølgende. Der faldt ikke nogle mål i kampen, og dermed blev til pointdeling mellem de to hold, da kampen sluttede 0-0.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x