Foto: Fodboldbilleder.dk
Lyngby Boldklubs kommercielle afdeling byder velkommen til tre nye partnere i kongeblåt, Madministeriet, Golder Associates og Sportsenergy, der indtræder som henholdsvis Lyngby Boldklub Partner og nye medlemmer i MorgenNetværket.
Madministeriet
Madministeriet er en virksomhed i vækst, der favner alt fra catering til frokostordninger, og netop har tilkoblet en ny virksomhedsgren, som skal være fødevareproducerende til detailhandlen.
Madministeriet laver mad efter ”et godt håndværk princippet”, og der gås ikke på kompromis med kvalitet eller smag. Virksomheden har sin egen landbrugspartner på Fyn. Her produceres der økologiske og naturlige råvarer – alt fra grøntsager til fjerkræ eller naturgrise og kvæg, der nyder havets gus og græsser naturens vildgræs.
Gennem produktionsgården har Madministeriet også en social virksomhed, der hjælper dem, som har lidt ekstra behov i hverdagen. Visionen er bæredygtighed, økologi og et socialt ansvar for andre mennesker gennem god mad.
Om det netop indgåede partnerskab med Lyngby Boldklub fortæller Sales & Business Manager Ronni Bach:
“Vi har valgt at indgå et samarbejde med Lyngby Boldklub, da vi synes klubben fortjener den ekstra hånd, vi måske kan bidrage med og da vi synes, at klubben og holdet gør det super godt. Og så er det jo vores hjemmehold, da klubben ligger i baghaven af Charlottenlund.”
“Samtidig har vi i virksomheden en interesse for fodbold, og så ser vi spændende fremtidsmuligheder med klubben og holdet, da vi er specialister inden for Brain & Sports Food som er tilegnet topatleter, så de får designet deres kost i forhold til at performe på topniveau. Ydermere finder vi det nærværende at bidrage lokalt samtidig med man skaber gode relationer til andre af klubbens sponsorer. Vi ser meget frem til at begynde samarbejdet,” afslutter Bach.
Madministeriet er ny Lyngby Boldklub Partner. Lær virksomheden endnu bedre at kende her: https://madministeriet.dk/.
Golder Associates
I MorgenNetværket vil man fremover kunne møde rådgivningsfirmaet Golder Associates.
Golder Associates er en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed, der arbejder med miljø, råstofressourcer og geoteknik. Golder Associates afdeling på Maglebjergvej i Lyngby beskæftiger sig primært med miljøopgaver i industrien og bygge- og anlægsbranchen. På verdensplan har Golder Associates 165 kontorer fordelt udover Afrika, Asien, Australien, Europa, Nordamerika og Sydamerika. Virksomheden beskæftiger samlet mere end 6.500 ansatte.
Det er muligt at læse meget mere om virksomheden her: https://www.golder.com/.
Sportsenergy
Sportsenergy er en webshop med sportsbeklædning og udstyr, der altid ønsker at gøre lidt ekstra for deres kunder. Virksomheden har mange års erfaring fra sportsbranchen, og udvælger nøje deres produkter efter kvalitet. Sportsenergy hjælper både motionisten og eliteudøveren med at få det maksimale ud af deres træning.
Om det nye samarbejde med Lyngby Boldklub fortæller ejer Kenneth Iversen:
“Vi har indgået et samarbejde med Lyngby Boldklub, da vi leverer nogle af de bedste kompressions produkter på marked til klubbens elitehold, men også gerne vil udbrede kendskabet til effekten af kompression til alle dem, der ikke er elitesportsfolk.”
Sportsenergy er nyt medlem i MorgenNetværket. Besøg deres website lige her: https://sportsenergy.dk/.