Foto: fodboldbilleder.dk
På en scoring af David Boysen i de døende minutter sikrede Lyngby sig et enkelt point i Farum.
Det var igen blevet tid til derby-weekend i Alka Superligaen, og det betød selvfølgelig, at Lyngby og FC Nordsjælland tørnede sammen. Denne gang på Right to Dream Park i Farum. De to mandskaber gik begge til kampen med selvtillid efter flere gode præstationer, men Kasper Hjulmands unge FC Nordsjælland-mandskab måtte alligevel anses som favoritter inden kampens begyndelse.
Der var da heller ikke gået mere end ét minut før FC Nordsjælland var farlige. Emiliano Marcondes drev bolden frem og afsluttede fra distancen, men bolden gik et stykke forbi Lyngby-målet. Det rystede dog ikke De Kongeblå, og efter otte minutter af kampen bragte de sig endda foran. Mikkel Rygaard slog et skarpt hjørnespark ind i feltet, som Jeppe Brandrup sikkert headede i kassen. Lyngby-backen stormede ud til bænken for at fejre det med Thomas Nørgaard, der måske har haft en taktisk-finger med i den detalje. 1-0 til Lyngby.
Det åbnede kampen op. Jeppe Kjær var kort efter tæt på at udbygge føringen, og Mathias Jensen var tæt på at udligne i den anden ende. Efter 17 minutter var FC Nordsjælland igen tæt på at bringe balance i regnskabet, da den lynhurtige ghaneser Ernest Asante sprintede fra Michael Lumb og sparkede på kassen – forsøget gik dog forbi målet. Lyngby bød sig dog også til i den anden ende, hvor de flere gange var farlige på omstillinger.
Hjemmeholdet, FC Nordsjælland, var mest spilstyrende, men det blev ikke til mange åbne målchancer i kampens første 30 minutter.
Efter 37 minutter var Farum-klubben dog for alvor tæt på, da Emiliano Marcondes sendte et frispark mod kassen, men Mikkel Andersen var på plads i Lyngby-målet. Den tidligere FC Midtjylland-keeper har vist god form på det sidste og stod også en fornem første halvleg på Right to Dream Park for De Kongeblå. Kort inden pausefløjtet havde den unge FC Nordsjælland-kreatør Emiliano Marcondes igen et stor mulighed på et frispark, men endnu en gang var sigtekornet ikke stillet skarpt.
På trods af et pres fra Farum-klubben kort inden pausen forblev stillingen 1-0 til Lyngby, da de to hold gik i omklædningsrummene.
Den stilling holdt dog ikke længe. Blot to minutter inde i anden halvleg fik Emiliano Marcondes sin tredje mulighed på frispark fra en god position. Og denne gang fejlede sigtekornet intet. Han sendte et kraftfuldt skud afsted, som havnede i nettet bag Mikkel Andersen. 1-1.
De Kongeblå var meget tæt på at svare hurtigt igen fem minutter efter, da Kim Ojo fik panden på et hjørnespark. Den blev dog af flere omgange reddet på stregen. FC Nordsjælland gjorde til gengæld det onde i den anden ende minuttet efter. Mathias Jensen tog et fiks træk i feltet og afsluttede. Det forsøg fik Michael Lumb uheldigt ramt og sendt i eget net. På mindre end 10 minutter af anden halvleg var Lyngby altså gået fra at være foran 1-0 til at være bagud 2-1.
Med undtagelse af stillingen mindede anden halvleg meget om første. FC Nordsjælland var mest på bolden, mens Lyngby-spillerne primært var farlige på omstillinger og hjørnespark.
Med lidt mere end 20 minutter tilbage af opgøret blev der skruet op for dramatikken. Karlo Bartolec kom sent og hårdt ind i en tackling på Mikkel Rygaard. Det reagerede Lyngby-kreatøren voldsomt på, og efter lidt tumult. Hev kampens dommer, Michael Johansen, de to kamphaner til side. Her gav han Karlo Bartolec gult kort og Mikkel Rygaard direkte rødt. Det gjorde ikke ligefrem mulighederne bedre for De Kongeblå, der altså måtte spille de sidste 20 minutter med kun 10 mand på banen. Det var Mikkel Rygaards andet røde kort i indeværende sæson.
Det gav plads til FC Nordsjælland, der havde flere gode muligheder for at putte det sidste søm i kisten, men skarpheden manglede.
Det gav Lyngby muligheden for stjæle et point i slutminutterne. Og med to minutter tilbage kampen fik Lyngby-spillerne tilkæmpet sig et hjørnespark, som indskiftede Kristoffer Larsen sparkede. Af lidt omveje havnede bolden hos David Boysen, der også var kommet ind fra bænken, og fra tæt afstand sparkede han bolden i kassen. Det skabte stor jubel hos de mange Lyngby fans, som havde taget turen til Farum.
Der kom ikke flere mål i kampen, men Michael Lumb fik en advarsel efter dommerens slutfløjt for brok.
Match Facts:
FC Nordsjælland – Lyngby Boldklub 2-2 (0-1)
0-1 Jeppe Brandrup (8)
1-1 Emiliano Marcondes (47)
2-1 Michael Lumb (selvmål) (54)
2-2 David Boysen (88)
Lyngbys startopstilling:
1. Mikkel Andersen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 24. Thomas Sørensen (c), 48. Oliver Lund, 3. Michael Lumb – 9. Lasse Fosgaard (<-> 19. Kristoffer Larsen (75)), 5. Martin Ørnskov (<-> 21. David Boysen (66)), 7. Jesper Christjansen, 10. Mikkel Rygaard – 11. Jeppe Kjær (<-> 22. Bror Blume (62)), 27. Kim Ojo
Ikke benyttet: 16. Andreas Larsen, 2. Thomas Guldborg Christensen, 6. Mathias Hebo Rasmussen, 17. Casper Højer Nielsen
Advarsler:
Patrcik Mtiliga, Karlo Bartolec – FC Nordsjælland
Michael Lumb – Lyngby Boldklub
Udvisninger
Mikkel Rygaard
Tilskuere:
3080 på Right to Dream Park