foto: fodboldbilleder.dk
Lyngby Boldklub A/S udbyder netop nu virksomhedsobligationer med en attraktiv rente på 10% årligt. Virksomhedsobligationerne muliggør, at klubben på kort bane kan nå i mål med igangsatte aktiviteter omkring klubbens faciliteter.
Obligationsserien skal således sikre midler til, at Lyngby Boldklub A/S i den kommende tid kan realisere visionerne om endelig at få færdiggjorte og tidssvarende faciliteter. Disse faciliteter skal vækste klubbens overordnede økonomi og sikre, at Lyngby Boldklub A/S samt datterselskaberne løftes til næste niveau.
Tegningen af virksomhedsobligationerne gik i luften for nylig, og allerede nu meldes der om stor interesse for obligationerne.
”Vi har siden i sommer taget Lyngby Boldklub af salgsmarkedet, og fokuserer nu på hvordan vi kan udvikle klubben uden for banen. Vi har sat et ambitiøst arbejde i gang, der i bund og grund handler om hvordan Lyngby Boldklub kan opnå tidssvarende faciliteter, og derigennem vækste klubbens økonomi uden for banen. Udbuddet af virksomhedsobligationer skal sikre, at arbejdet kan komme i mål, så planerne kan realiseres” fortæller bestyrelsesformand i Lyngby Boldklub A/S, Torben Jensen.
Udbuddet er henvendt til ambitiøse investorer, som kan se et potentiale i en meget høj forrentning på 10% årligt og sikkerhed via pant i datterselskaberne og som kan se fornuften i at provenuet skal anvendes specifik til udvikling.
”Vi skal altid være attraktive i vores udbud, og det her er en ekstraordinær høj rente. Obligationerne løber kun i 2 år, så det er en fair omkostning for os målt op imod de udviklingsmuligheder de tilfører Lyngby Boldklub. Modellen virker for os og åbenbart også for investorerne, der har taget godt imod vores udbud” fortæller Torben Jensen.
Virksomhedsobligationerne indfries til kurs 100 ved udgangen af 2019. Indtil da giver virksomhedsobligationerne et afkast på 10% der udbetales kvartalsvist.