Foto: Fodboldbilleder.dk
Lyngby tager i morgen hul på DBU Pokalen, når de gæster Danmarksserie-mandskabet Hedensted IF, der allerede har imponeret med deres resultater i turneringen.
Lyngby-spillerne er allerede taget til Hedensted, hvor de i morgen skal duellere imod den jyske klub Hedensted IF i 3. runde af DBU Pokalen. Hedensted IF har allerede overrasket ved både at slå traditionsklubben Århus Fremad og Thisted FC ud af turneringen. Det er formentlig også derfor, at David Nielsen og Thomas Nørgaard har udtaget et meget kompetent mandskab til opgøret. De to trænere er nemlig taget til Jylland med en trup på 16 mand, hvor samtlige spillere til dagligt er at finde i Superliga-truppen.
Formanden for Hedensted IF, Henrik Lundsgaard, har på klubbens hjemmeside kaldt kampen den største i klubbens historie, og den største kamp nogensinde spillet i kommunen. De Kongeblå skal derfor forvente, at den jyske by er klædt på til den helt store fodboldfest.
Det er Hedensteds drømme om et eventyr i DBU Pokalen, som Lyngby-spillerne skal forsøge at slukke. Det kan blive en vanskelig opgave. Den jyske klub er nemlig godt kørende i deres række, hvor deres træner, den tidligere Superliga-profil Alex Nørlund, har fået klubben op på en anden plads i rækken efter de første syv runder.
Lyngby-spillerne snublede også til en lignende modstander sidste år, da de tabte 4-3 til Kjellerup fra den danske anden division. Det var noget af et lavpunkt i den ellers flotte sæson for De Kongeblå. Det skal de forsøge at gøre anderledes i morgen, når det går løs i ”Mosen”, som Hedensted Stadion populært kaldes.
Det mandskab, som Lyngby har sendt til Jylland, burde dog være stærkt nok til at gøre opgaven utrolig svær for de jyske himmelstormere, der håber på at lave en ægte pokal-sensation.
Kampen, der bliver fløjtet i gang af Jens Grabski Maae klokken 16:30, kan streames på DBU’s hjemmeside.
Når De Kongeblå sent onsdag aften kommer hjem, kan de ikke slappe af længe efter kampen, de skal nemlig tilbage til fastlandet i weekenden, hvor de på søndag møder AaB i Aalborg.
Lyngbys trup til kampen mod Hedensted IF
- Andreas Larsen (GK) 2. Thomas Guldborg Christensen, 5. Martin Ørnskov, 10. Mikkel Ryggard, 11. Jeppe Kjær, 12. Mayron George, 17. Casper Højer Nielsen, 18. Kevin Tshiembe, 19. Kristoffer Larsen, 21. David Boysen, 22. Bror Blume, 26. Gustav Marcussen, 27. Kim Ojo, 28. Oliver Kjærgaard, 40. Oskar Snorre, 48. Oliver Lund