Lyngby-kaptajn Mathias Tauber skal under kniven og opereres for den korsbåndsskade, som forsvarsspilleren pådrog sig i sidste sæsons 31. spillerunde i Parken mod FCK. Sundhedssektoren og Tauber havde ellers gennem en periode forsøgt at genoptræne uden operation, men efterhånden er alle muligheder udtømt for at Tauber kan vende tilbage uden operation.
”Henover sommeren har vi forfulgt alle muligheder i samarbejde med både interne og eksterne eksperter, og i træningen har Tauber også set bedre og bedre ud. I august var han tæt på at kunne deltage i reel fodboldtræning, og det var kun de mest krævende øvelser, hvor vi har holdt ham tilbage. Desværre ser det ud til, at vi ikke kan komme de sidste step mod fuld træning uden at operere” fortæller Christian Flindt, cheffysioterapeut i Lyngby Boldklub, der sammen med sundhedsstaben og en ekstern professor i ortopædkirurgi nu anbefaler en operation.
”Jeg er sønderknust over udsigten til en operation og et langt genoptræningforløb. Der er intet jeg hellere vil end at bære klubbens trøje, og hjælpe holdet til flere sejre. Det er en frustrerende tid, men beslutningen er truffet, accepteret og det er den rigtige helbredsmæssige beslutning. Nu er mit fokus rettet mod at få overstået operationen og genoptræningen, og jeg vil selvfølgelig støtte mine holdkammerater fra sidelinjen det næste stykke tid indtil jeg selv kan vende tilbage til grønsværen” fortæller Mathias Tauber, der skal opereres den 18. september af en specialist på Hvidovre Hospital.
”Tauber har kæmpet ekstremt hårdt for at komme hurtigst muligt tilbage, men både af arbejdsmæssige og familiære årsager er det den rigtige løsning at operere. Så vi er alle sammen enige om, at en operation nu er den bedste løsning” fortæller Christian Flindt.
Såfremt operationen går som den skal kan Mathias Tauber begynde sin genoptræning og forhåbentlig være tilbage på træningsbanerne omkring 1. Marts. Hvornår Lyngby-fansene igen kan forvente at se deres kaptajn på banen i kamp er fortsat uvidst.
Mathias Tauber står i alt noteret for 179 kampe og 9 scoringer for De Kongeblå.