Lyngby Boldklub har foretaget en rokade på positionen som målmandstræner, og opgraderer setuppet til en dedikeret målmandstræner på fuld tid. Claus Fallentin afløser nu den hidtidige målmandstræner Niels-Christian Hansen, der stopper i klubben efter 14 års loyalt virke.
Claus Fallentin har den højeste målmandstræneruddannelse og den nødvendige licens til at træne målmænd i Superligaen. Ansættelsen er en generel opprioritering af setuppet omkring træningen af klubbens målmænd – ikke blot i forhold til de tre keepere på førsteholdet, men også i forhold til klubbens øvrige målmandstrænere og ældste ungdomsmålmænd, der kan se frem til yderligere vejledning og sparring.
”Claus er en top målmandstræner, og vi er meget glade for at det lykkedes os, at overtale ham til at blive målmandstræner hos os i Lyngby Boldklub. Han har kun været i funktion i kort tid, men vi har allerede set hans professionelle og ambitiøse væremåde, ligesom han hurtigt har vundet samme respekt og tillid fra spillergruppen, som hans forgænger. Derfor er han det helt rigtige match for os” fortæller cheftræner David Nielsen, der er glad for at klubben har prioriteret at få en målmandstræner på fuld tid:
”En målmandstræner på fuld tid giver de optimale muligheder for at udvikle vores mange talentfulde målmænd – både på Superliga-holdet og i ungdomsrækkerne, hvor Claus sammen med de øvrige målmandstrænere skal være med til at løfte især de ældste af vores mange talentfulde målmænd” lyder det fra David Nielsen.
Lyngby Boldklub og Claus Fallentin er ikke noget nyt match. Fallentin står således noteret for 22 kampe i Superligaen for De Kongeblå i 90erne, hvor Fallentin også optrådte i Superligaen for Næstved. Efter karrieren helligede Fallentin sig en karriere som kombineret folkeskolelærer og målmandstræner, blandt andet i forbindelse med FC Vestsjællands Superliga-eventyr. Men nu er sidejobbet sagt op, og fodbolden kommer på fuld tid.
Claus Fallentin afløser Niels-Christian Hansen, der gennem 14 år har varetaget jobbet som målmandstræner ved siden af sin civile karriere, der nu får fuldt fokus:
”Vi skylder en kæmpe tak til Niels-Christian, der har været kulturbærer i Lyngby Boldklubs trænerteam gennem mange forskellige konstellationer. Jeg ved hvor stor betydning Niels Christian har haft for de mange gode målmænd, der er kommet igennem systemet her i Lyngby og hans indsats har været pletfri igennem samtlige 14 år. Vi ønsker derfor Niels-Christian alt godt for fremtiden” lyder det fra David Nielsen.