Smal reserveholdssejr i Brøndby

Foto: Fodboldbilleder.dk

En flok unge Lyngby-reserver imponerende endnu engang, da Brøndby blev slået på eget græs i Reserveligaen.
Sæsonens anden kamp fra Reserveligaen løb af stablen i går, da Lyngbys reserver var taget en tur til Vestegnen for at møde Brøndbys ditto. Første kamp blev spillet for tre uger siden, da De Kongeblå spillede 1-1 på hjemmebane mod FC København.
Igen var holdet under ledelse af Lyngbys sædvanlige U19-cheftræner, Thomas Lollike, og U17-cheftræner, Christian Sørensen, der igen stillede med et meget ungt hold. Således var bare fem af de udvalgte fra førsteholdstruppen, nemlig målmanden Andreas Larsen, midtstopperen Kevin Tshiembe, midtbanespilleren Oliver Kjærgaard, kantspilleren Gustav Marcussen og venstrebacken Casper Højer, der i øvrigt bar anførerbindet til kampen.
Brøndbys mandskab, der blev ledet af Martin Retov, bestod også af et par velkendte navne. Benjamin Bellot, Anthony Jung, Benedict Röcker, Simon Tibbling og Kevin Mensah startede alle for de gulblusede, der i øvrigt vandt deres første kamp i Reserveligaen med 2-1 over FC Helsingør på udebane.
Det var ikke overraskende hjemmeholdet, der startede kampen bedst. Martin Retovs tropper pressede hårdt på fra start, og det var tæt på at give gevinst efter to minutter, men Simon Tibblings afslutning gik snært forbi Lyngby-målet, der blev vogtet af Andreas Larsen.
Lyngby-målmanden var tæt på at komme i problemer efter 17 minutter, da han gled midt i et udspark og fik sparket bolden direkte ud til en Brøndby-spiller. 27-årige Larsen fik dog gjort skaden god igen, da han fik clearet det efterfølgende spark ud til et hjørne.
Mod slutningen af første halvleg begyndte Lyngby-kontraen at vise tænder, men i to omgange manglede den sidste aflevering kvalitet.
I det 42. minut fik Oliver Kjærgaard vist prøver på sin fornemme teknik, da han satte to Brøndby-spillere af med en ’Laudrup-finte’, hvorefter den unge Lyngby-spiller fandt Gustav Marcussen på kanten. Marcussen tog et træk ind i banen og afsluttede mod mål, men bolden gik et stykke over Benjamin Bellot i Brøndby-målet.
De to hold gik derfor til pause med stillingen 0-0.
Efter pausen fortsatte det tunge Brøndby-pres, mens Lyngby-mandskabet blev farligere og farligere i deres kontrastød.
Ti minutter inde i anden halvleg fik Lyngbys Emilio Simonsen kampens klart største chance, da han blev stukket afsted i en friløber efter godt samspil med Oliver Kjærgaard. Desværre blev chancen ikke udnyttet af den vævre Lyngby-dribler, der forsøgte at prikke bolden under en fremstormende Brøndby-målmand.
Herefter var det Brøndbys tur til at få en chance. Kevin Mensah blev spillet fri i dybden, hvorfra han forsøgte at lobbe bolden over Andreas Larsen, der med det yderste af fingerspidserne fik sendt bolden over eget mål.
I det 69. minut fik Lyngby-kontraen sat kniven i Brøndby-holdet. En stærkt spillende Gustav Marcussen fik sat tre Brøndby-spillere af med et par flotte driblinger, hvorefter Lyngby pludselig var fem mod to. Herfra var det en form sag for netop indskiftede Karim El Haddouch at sparke bolden i mål fra sin position på bagerste stolpe. 1-0 til Lyngby.
Scoringen pressede Brøndby længere frem ad banen, mens Lyngby fortsat spillede klogt og afventende. Benedict Röcker var imidlertid tæt på at sende udligningen i kassen efter et hjørnespark, men tyskeren forsøg gik snært over mål.
Med et kvarter igen fik Lyngby igen bolden i mål, men målet blev korrekt underkendt for offside, hvorfor kampen fortsat var åben til det sidste.
Indenfor de sidste fem minutter fik Brøndby to frispark i gode positioner, men begge forsøg fra Anthony Jung var uden kvalitet. Det endte derfor med en flot 1-0-sejr til De Kongeblå i Brøndby.
Med sejren rykker Lyngby op på en delt førsteplads i Reserveligaens Gruppe 1, efter at FC København andetsteds slog FC Helsingør med 4-1.
Næste opgave for reserveholdet venter mandag den 11. september kl. 14, hvor FC Helsingør er modstanderen på Helsingør Stadion.
 
Match Facts:
Brøndby IF – Lyngby Boldklub 0-1 (0-0)
0-1 Karim El Haddouch (69)
Dommer: Jonas Hansen

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x