FOTO: fodboldbilleder.dk
En flok unge Lyngby-reserver leverede en flot præstation, da de spillede 1-1 mod et stærkt FC København-hold.
Reserveligaen blev sparket i gang mandag eftermiddag, da Lyngbys reserver mødte FC Københavns ditto på Lyngby Stadion. Begge hold er placeret i Gruppe 1, der også tæller Brøndby og FC Helsingør.
De Kongeblås vanlige U19-cheftræner, Thomas Lollike, dirigerede sammen med U17-cheftræner, Christian Sørensen, Lyngby-holdet, der til dagens kamp primært bestod af U19-spillere. Således havde bare tre af dagens udvalgte været inde omkring førsteholdet, nemlig målmanden Oskar Snorre, midtstopperen Kevin Tshiembe og kantspilleren Gustav Marcussen.
Situationen var en lidt anden hos FC København, hvis trup havde flere end 50 A-landsholdskampe på CV’et. Hele otte førsteholdsspillere var i startopstillingen, der blandt andre talte Stephan Andersen, Mads Roerslev, Mikael Antonsson, Uros Matic, Kasper Kusk, Danny Amankwaa, Rasmus Falk og Pieros Sotiriou.
Gæsterne fra København startede opgøret bedst, hvor Pieros Sotiriou i flere omgang var tæt på et føringsmål, men den cypriotiske angriber sparkede snært forbi i to omgange.
Det unge Lyngby-hold lod sig imidlertid ikke skræmme af de prominente FC København-navne. Først var Gustav Marcussen tæt på med et skud fra kanten af feltet, mens også angriberen Tim Nilsen kom tæt på udligningen.
Efter 25 minutter kom Uros Matic tæt på, da han med et tørst venstrebensspark sendte bolden en meter forbi stolpen. FC København-presset fortsatte i de efterfølgende minutter, hvor især højrebacken Mads Roerslev udfordrede Lyngbys venstreside. En god halv time var der spillet, da han fandt Pieros Sotiriou inde foran mål, der i to omgange fik sparket bolden ind bag Oskar Snorre i Lyngby-målet. 1-0 til gæsterne.
Kort inden pausen var Lyngbys Emilio Simundsen tæt på at slippe fri i gæsternes felt, men Mikael Antonsson fik med en hård tackling sendt bolden ud til et hjørnespark. De unge Lyngby-spillere måtte derfor gå til pause bagud med 1-0.
Der var ikke spillet meget mere end et minut af anden halvleg, da gæsterne kom meget tæt på 2-0. Igen var det Mads Roerslev, der var på spil, da han først satte tre mand af, for herefter at lægge en flot aflevering ind til Pieros Sotiriou, der dog ikke formåede at sætte Oskar Snorre af.
I de efterfølgende minutter fik De Kongeblå arbejdet sig bedre ind i kampen. Det skulle give pote efter 67 minutter, da U19-angriberen Simon Pedersen fik bragt balance i regnskabet, da han med et fladt skud i det lange hjørne fik passeret Stephan Andersen i gæsternes mål. 1-1 var stillingen inden kampens sidste fjerdedel.
Den unge Lyngby-keeper, Oskar Snorre, der har 18 ungdomslandskampe på CV’et, fik med et kvarter igen vist prøver på sit store talent. Med et kvarter igen diskede han op med en fantastisk refleksredning, da gæsternes angriber Carlo Holse fik afsluttet hårdt mod det korte hjørne.
Det sidste kvarter var meget åbent, og Lyngby var i flere omgange tæt på at blive farlige i et par kontraangreb. Tættest på kom Kevin Tshiembe, da han kom først på et hjørnespark, men hovedstødsforsøget gik et par meters penge over.
Sæsonens første reserveholdskamp endte derfor 1-1.
Match Facts:
Lyngby Boldklub – FC København 1-1 (0-1)
0-1 Pieros Sotiriou (31)
1-1 Simon Pedersen (67)
Advarsler:
Morten Hjulmand – FC København