Emil Larsen kommer ikke tilbage på højeste niveau, og stopper derfor karrieren i en alder af kun 26 år. Lyngby-spilleren fortsætter som scout i klubben, hvor han blandt andet skal hjælpe trænerteamet med modstanderanalyser, spillerrapporter og meget mere.
Passet viser godt nok kun 26 år, og der er da heller ikke nogen tvivl om at karrierestoppet sker uvildigt og langt før tid. Skader har ødelagt den lovende karriere for Emil Larsen, der dog tager karrierestoppet med oprejst pande nu hvor beslutningen er taget:
”Det har selvfølgelig været hårdt det sidste stykke tid, men det er en gennemtænkt beslutning, og det er det eneste rigtige. Jeg er ked af, at jeg ikke har kunnet spille mere, efter jeg kom tilbage til Lyngby. Jeg havde oprigtigt håbet, at jeg kunne spille 10 år mere, men der har bare været omstændigheder, der gør, at det ikke kan lade sig gøre” fortæller Emil Larsen med henvisning til det knæ, der koster karrieren og spænder ben for det store potentiale.
Den unge alder til trods kan Emil Larsen se tilbage på en flot karriere. 56 ungdomslandskampe, 5 kampe med Ligalandsholdet, OL-deltagelse, 168 Superliga-kampe, 31 Superliga-mål og en bronzemedalje med hjerteklubben til at slutte af på – det må betegnes som værende mere end de fleste unge spillere kan drømme om:
”Jeg nåede i en ung alder heldigvis at opnå rigtigt meget og få nogle store oplevelser, også her med Lyngby. Selvom jeg kun er 26, kan jeg med stolthed se tilbage på rigtig mange højdepunkter i min karriere. Jeg havde selvfølgelig stadig drømmen om mere og troen på, at mit talent havde rakt længere. Men når det nu skal være, så synes jeg absolut, jeg har nået at opnå meget med min fodbold” lyder det fra kantspilleren.
Fortsætter som scout i hjerteklubben
Emil Larsen tilbragte nærmest hele sin opvækst på Lyngby Stadion, og allerede som 18-årig debuterede han for De Kongeblå i 1. Division. I sæsonen 2009/10 tog han klubben og fodbold-Danmark med storm og blev topscorer for Lyngby, der til slut rykkede op i Superligaen. Her etablerede kantspilleren sig hurtigt og blev en profil, inden han drog videre til OB i sommeren 2012.
Karrierestoppet sker med et fodbold-cv, der tæller en bronzemedalje, 87 kampe og 25 mål for klubben, han med fire års undtagelse har været en del af siden han var en lille knægt på 3 år. Lyngby Boldklub og Emil Larsen kommer dog også i fremtiden til at danne parløb – dog uden for banen, hvor Emil Larsen tiltræder en stilling som scout for klubbens førstehold:
”Emil har et super godt blik for spillet, og han har allerede lavet et solidt stykke arbejde i forbindelse med kampene mod Slovan. Vi glæder os over, at Emil har sagt ja til at indgå i staben, og selvom vi jo alle sammen havde håbet at se Emil Larsen i fodboldtopform, så er det her den rigtige løsning omstændighederne taget i betragtning. Vi har store forventninger til samarbejdet, der også kan være med til at udvikle Lyngby som klub inden for seniorscouting-området” fortæller cheftræner David Nielsen, der får en taknemmelig og udviklingsparat medarbejder i sin stab:
”Det er en super spændende mulighed, og det er super fedt stadig at være en del af fodboldverdenen. Lyngby betyder alt for mig, og har virkelig hjulpet mig i den her situation. At klubben også ansætter mig nu viser, at de også vil mig fremadrettet” fortæller Emil Larsen, der tror på at han har redskaberne til at hjælpe klubben:
”Jeg synes selv jeg har et godt blik for fodbold og en stor forståelse af de ting, der sker inde på banen. Det er en spændende stilling med gode perspektiver for at udvikle mig i en ny rolle, og selvom jeg selvfølgelig havde håbet på mere som spiller, så er jeg alligevel glad for at jeg kan bidrage uden for banen. Jeg er klar til at klø på for Lyngby” lyder det fra Emil Larsen.
Du kan se og høre mere om Emil Larsens karrierestop i Onside i aften klokken 2o.00 på Tv3 Sport 1.