Lyngby-holdet skriver sig ind i historiebøgerne

foto: fodboldbilleder.dk

Med sejren over Silkeborg kom De Kongeblå op på 9 sejre i træk, og det er ny alltime rekord for Lyngby Boldklub i nyere tid.
Sejren på 2-1 over Silkeborg markerede ikke kun en stærk start på sæsonen 2017/18. Sejren sikrer samtidig det nuværende Lyngby-hold og trænerteamet en plads i historiebøgerne, hvor De Kongeblå fik den niende sejr i træk.
SønderjyskE, FC Nordsjælland, Brøndby IF, FC København, FC Midtjylland, to gange Bangor City, Slovan Bratislava og Silkeborg er blevet ofre på vejen for en nådesløs kongeblå stime, der nu strækker sig over 9 kampe fra den 7. maj i sidste sæson. Derfra klaskede De Kongeblå alle de 5 øvrige hold i Mesterskabsspillet, snuppede en bronzemedalje for ulejligheden og trådte med stil ind i Europa League-kvalifikationen, hvor Lyngby Boldklub torsdag møder Slovan Bratislava i returkampen.
Med ni sejre i streg har det nuværende Lyngby-hold sat klubrekord og slået en 34 år gammel rekord. Vi skal nemlig helt tilbage til 1983 for at finde en stime lignende den nuværende – her vandt Lyngby otte kampe i streg, men den rekord er altså nu faldet til fordel for Lyngby Boldklubs hold anno 2017, der undervejs i de ni sejre også har præsteret en målscore på 19-3.
I dette årtusinde er det kun en sejrsrække i oprykningssæsonen fra 2. Division i 2004/05-sæsonen, som nærmer sig. Her vandt Lyngby Boldklub syv sejre i stræk fra oktober til april, og det gav grobund for en sæsonafslutning, der sendte Lyngby Boldklub op i 1. Division.
I Superligaen isoleret set er De Kongeblå nu oppe på seks sejre i træk – det er ikke sket siden 1988.
Om Lyngby kan udvide stimen til 10 kampe kan du se på torsdag, hvor De Kongeblå spiller returopgør i 2. Kvalifikationsrunde til Europa League. Det sker – naturligvis – med en sejr som udgangspunkt, men Lyngby skal fortsat bide godt fra sig. Kun et enkelt mål skiller De Kongeblå fra Slovan Bratislava, der tørner sammen på Lyngby Stadion med kick-off klokken 17.00.
Køb din billet til opgøret ved at klikke her.

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur