Foto: fodboldbilleder.dk
Lyngby Boldklub kan i dag offentliggøre, at klubben har valgt at sælge stortalentet Jens Odgaard til Serie A-giganterne Inter.
18-årige Jens Odgaard har længe været betragtet som et af de største talenter i dansk fodbold, og han formåede i seneste sæson at vise sit værd med scoringer mod blandt andre FC København, Brøndby IF og FC Midtjylland.
Nu følger den talentfulde angriber så i fodsporene på navne som Lasse Schøne, Yussuf Poulsen, Frederik Sørensen og Jacob Bruun, der alle tog turen til det store udland direkte fra Lyngby Boldklub. Jens Odgaards destination er den italienske storklub Inter fra Milano, der har købt angriberen fri af sin kontrakt med Lyngby Boldklub.
”Det er et salg, som vi i Lyngby Boldklub kan og skal være rigtig stolte af. Vi har tradition for at udvikle talenter, som er aktuelle for nogle af verdens største klubber, og her bliver Jens seneste skud på stammen. Jens Odgaard er den næste kongeblå, der kan tage det store skridt, men allerede nu er han endnu et bevis på, at vi i Lyngby Boldklub kan udvikle talenter på aller-højeste niveau” lyder det fra cheftræner David Nielsen, der spår Jens Odgaard en stor fremtid:
”Vi har allerede set hans kvaliteter og potentiale i Alka Superligaen, og det skal vi være glade for. At Jens har vist sig frem i Superligaen har været vigtigt for holdet, klubben og Jens selv – og for Alka Superligaen som udviklingsliga. Han har gennemgået en flot udvikling siden han kom her som helt ung, og han har alt det, der skal til for at blive topspiller” fortæller David Nielsen.
Jens Odgaard debuterede for Lyngby Boldklub som bare 16-årig med en scoring mod AaB i DBU Pokalen, og han blev med 17 år og 155 dage Lyngbys yngste Superliga-spiller i historien hidtil. I den forgangne sæson bidrog Jens Odgaard til Lyngbys succesfulde sæson med 3 scoringer i 16 kampe – heraf fire kampe fra start.
Det er derfor ikke unaturligt, at det unge Lyngby-talent denne sommer sætter kursen mod nye eventyr. Destinationen er Inter, der i sidste sæson sluttede på en 7. plads i Italiens bedste fodboldrække, Serie A. Inter har købt angriberen fri et år før kontraktudløb med De Kongeblå, der noterer sig en fornuftig transfer og endnu en Lyngby-ambassadør i det store udland.
Her har Lyngby Boldklub i forvejen ”aktier” i blandt andre Frederik Sørensen (FC Køln), Jacob Bruun (Dortmund), Yussuf Poulsen (RB Leipzig), Lasse Schøne (Ajax), Uffe Bech (Hannover), Andreas Bjelland (Brentford), Anders Christiansen (Malmö) og Christian Gytkjær (Lech Poznan).
Lyngby Boldklub ønsker Jens Odgaard tillykke med skiftet og held og lykke i Inter!