Foto: fodboldbilleder.dk
Fremragende Lyngby-sejr mod mestrene
De Kongeblå hentede en af sæsonens helt store sejre, da de i dag slog FC København på Lyngby Stadion
De Kongeblå fortsatte tidligere på dagen deres jagt på medaljer – hvis de skulle forbedre deres chancer i det kapløb, så skulle de bruge en sejr i dagens opgør. Det var dog ikke en let opgave, som de stod over for. Det var nemlig mestrene fra FC København, der gæstede et velbesøgt og solrigt Lyngby Stadion
De Kongeblå kom dog bedst fra start. De virkede uimponerede over at skulle bide skeer med nordens største fodboldklub. Den tilgang resulterede også i en tidlig føring. Efter et Lyngby-pres omkring FC Københavns felt lykkedes det Michael Lumb at finde Mikkel Rygaard, der havde taget et godt løb ind i feltet. Lyngby-kreatøren sparkede til bolden på sin første berøring og udplacerede Stephan Andersen i FCK-målet. 1-0 og en fremragende start på kampen for De Kongeblå.
Ståle Solbakkens FCK-mandskab kom mere ind i kampen efter den scoring – dog uden at skabe de helt store chancer. Lyngby-spillerne forsøgte at true den anden vej, når der var muligheder for omstillinger, men uden det store held. Selv om FCK-spillerne blev mere spilstyrende i løbet af havlegen, var de fortsat uden reelle målchancer. De havde haft et enkelt tilbud til Andrija Pavlovic, men hattrick-helten fra det sidste indbyrdes opgør sparkede bolden langt over mål i den situation.
De Kongeblå kunne derfor gå til pause foran 1-0 efter en intens, men chancefattig første halvleg. En flot præstation af oprykkerholdet at holde mestrene væk fra åbne målchancer i de første 45 minutter.
Lyngby-spillerne kom stærkt ud til anden halvleg. De jagtede en 2-0-scoring, og kom også særdeles tæt på. Efter et flot gennemført angreb modtog Jesper Christjansen bolden i feltet. Han sparkede resolut til den, men desværre for De Kongeblå var træværket i vejen for den løbestærke midtbanespiller. 10 minutter inde i anden halvleg følte Lyngby-spillerne sig også snydt for et staffespark, da Jeppe Kjær faldt i feltet, men dommer, Lars Christoffersen, lod fløjten blive i lommen – til stor frustration for de fremmødte fans på Lyngby Stadion.
FC København fik deres første store chance efter 64 minutter, da Kasper Kusk tvang Jesper Hansen ud i en flot redning. Kort tid efter fik Andreas Cornelius også en stor chance, men angriberen sparkede bolden et godt stykke over mål.
Det var igennem kampen tydeligt at mærke, at Lyngby-spillerne jagtede et resultat, mens FCK-spillerne måske allerede havde tankerne målrettet mod finalen i DBU-pokalen. Klasse fornægter sig dog ikke, og FC København pressede derfor i perioder alligevel på. I det 72 minut var de meget tæt på. Efter en dødbold var det kun en refleksredning af forsvarsspilleren Hallgrimur Jonasson på stregen, der forhindrede de hvide fra Østerbro i at komme foran.
De Kongeblå ville vinde for en hver pris. De kæmpede og fightede i alle duellerne. Med 13 minutter tilbage af kampen kom de også et stort skridt tættere på sejren, da Bror Blume sparkede et hårdt fladt indlæg ind i feltet, som havnede for fødderne af Halgrimur Jonasson, han kvitterede ved at sparkede bolden hårdt i nettaget uden chance for Stephan Andersen. 2-0 til De Kongeblå, der var godt på vej mod at hente deres første Superliga-sejr mod FCK i mere end 15 år.
Det blev en realitet i overtiden, da Jens Odgaard vendte rundt på en tallerken og sparkede bolden i kassen. En fremragende scoring af det unge Lyngby-talent. Andrija Pavlovic reducerede i overtiden, men det ændrede ikke ved det faktum, at Lyngby hentede en historisk sejr mod FC København og kom tættere på bronzemedaljerne.
Match Facts:
Lyngby Boldklub – FC København 3-1 (1-0)
1-0 Mikkel Rygaard (15)
2-0 Halgrimur Jonasson (77)
3-0 Jens Odgaard (90+)
3-1 Andrija Pavlovic (90+)
Lyngbys startopstilling: 1. Jesper Hansen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 30. Hallgrimur Jonasson, 24 Thomas Sørensen (c), 3. Michael Lumb – 22. Bror Blume, 7. Jesper Christjansen – 9. Lasse Fosgaard ( <->19. Kristoffer Larsen (61)), 10. Mikkel Rygaard, 21. David Boysen (<-> 33. Gustav Marcussen (77)) – 15. Jeppe Kjær (<-> 23. Jens Odgaard (67))
Ikke benyttet:
16. Andreas Larsen (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 17. Casper Højer Nielsen, 28. Oliver Kjærgaard
Advarsler:
Lasse Fosgaard, David Boysen – Lyngby Boldklub
– FC København
Tilskuertal:
4256 på Lyngby Stadion