foto: fodboldbilleder.dk
Sæsonens sidste kampe er nu fastlagt
Lyngby lægger ud allerede på fredag, St. Bededag, hvor FC Nordsjælland gæster Lyngby Stadion.
Efter aftenens kampe er Superligaen nu gået ind i sin afgørende fase. Tilbage er blot fire runder i Mesterskabsspillet samt en række knald og fald-kampe for den nederste del af Alka Superligaen.
For Lyngby Boldklub venter forsat fire finaler i kampen om bronze. Og det er – som det har været tilfældet hidtil – en stærk cocktail som Lyngby slutter af på. Først gælder det lokalbraget mod FC Nordsjælland, dernæst Brøndby på udebane, FC København hjemme i Lyngby og til slut FC Midtjylland i Herning.
Fælles for kampene er, at de hidtil har været programsat – men ikke endeligt fastsat i tid. Det er de blevet nu, og dermed står det klart at Lyngby lægger ud på fredag, St. Bededag, klokken 16.00 mod FC Nordsjælland. Brøndby-kampen er valgt som hovedkamp i runde 34, og det medfører at kampen flyttes til torsdag den 18. maj med kick-off på Brøndby Stadion klokken 20.00. FC København-opgøret på Lyngby Stadion lægges søndag den 21. maj klokken 13.00, og endelig venter så den afgørende sidste spillerunde. Her spiller alle seks hold i Mesterskabsspillet samtidigt søndag den 28. maj klokken 16.00 – for Lyngbys vedkommende i Herning mod FC Midtjylland.
Du finder hele programmet på vores online kampoversigt – og så er billetsalget til fredagens kamp i øvrigt sparket igang med det samme. Køb din billet til Lyngby – FC Nordsjælland ved at klikke her.