Foto: fodboldbilleder.dk
Jesper Hansen: FCN er måske det mest formstærke hold i ligaen
Lyngby-keeper, Jesper Hansen, glæder sig til fredagens opgør mod FC Nordsjælland. Det er et opgør mod hans gamle klub, men også én kamp mod et af de bedste hold i ligaen, mener Jesper Hansen.
De Kongeblå fra Lyngby tager fredag den korte tur til Farum for at møde lokalrivalerne fra FC Nordsjælland. Det er mindre end to måneder siden, at Lyngby-spillerne sidst besøgte Right to Dream Park. Ved den anledning blev det til en meget vigtig 1-0-sejr. Lyngby-målmand, Jesper Hansen, ser de tre point, som de fik ved den lejlighed, som værende ekstremt vigtige.
”Det var en meget vigtig sejr. Vi var måske lidt heldige, at vi ikke kom bagud tidligt i kampen, men vi holdt stand og fik et fremragende resultat. De tre point gav os selvtillid og ro. Vi fik en ekstra tro på tingene, og det var vigtigt,” siger Jesper Hansen.
Fredagens opgør er det første i mesterskabsspillet, og selvom det ikke er lang tid siden, de to hold mødte hinanden sidst, så forventer Jesper Hansen et helt andet opgør.
”Jeg tror, det bliver en mere åben kamp. Begge hold er nu i mesterskabsspillet, og pointene er dermed ikke livsvigtige på samme måde – selvom vi selvfølgelig gør alt for at få en sejr, så kan vi spille mere frit, hvilket også gælder for FC Nordsjælland,” vurderer den rutinerede keeper.
FC Nordsjælland har ikke tabt siden Jeppe Kjærs 1-0-scoring sikrede tre point til De Kongeblå den 17. februar. Farum-klubben har ellers haft et vanskeligt program, men de fik uafgjort mod FCK, fik sejre på udebane mod både Brøndby og FC Midtjylland og de udraderede Silkeborg. Det har Jesper Hansen lagt mærke til, og han forventer derfor en svær opgave.
”De var gode, da vi mødte dem sidst, men de er kun blevet bedre. De er måske det mest formstærke hold i ligaen – måske med undtagelse af FCK. Det bliver derfor en svær kamp, men vi går efter sejren, og vi har vist igennem hele sæsonen, at vi kan være med mod alle hold,” siger den 31-årige målmand.
Et specielt derby
Jesper Hansen er en af de spillere i Lyngby-truppen med mest erfaring. Han har spillet mange vigtige kampe på store stadions, men han er alligevel imponeret over den støtte han oplevede til den sidste kamp på Right to Dream Park, og han har faktisk været imponeret siden den første kamp i sæsonen.
”Fra den første kamp mod FCK i Parken var jeg imponeret. Støtten mod FC Nordsjælland var fantastisk. Det var virkelig fedt, og det giver en masse til os spillere nede på banen, så stor ros til fansene,” siger Jesper Hansen.
Kampen mod FC Nordsjælland betyder noget ekstra for folk i Lyngby, da det er et ægte lokalopgør, men for Jesper Hansen har den en helt særlig betydning. Han var tilknyttet modstanderholdet fra Farum i en periode på 10 år, og han har derfor et særligt kendskab til klubben og folkene omkring den. Men det gør kun, at han glæder sig endnu mere til kampen.
”For mig er det ekstra specielt. Det er er et derby, men det er også et opgør, hvor vi møder en klub, som jeg har brugt rigtig mange gode år hos. Det var der jeg etablerede mig som fodboldspiller, så det betyder meget at komme derud. Men jeg er Lyngby-mand nu, og jeg vil gerne drille dem lidt med en sejr,” afslutter Jesper Hansen.
Kampen starter klokken 20:15 på fredag i Farum.