foto: fodboldbilleder.dk
David Nielsen: FCN ikke en ønskemodstander
Første runde i Mesterskabsspillet sender Lyngby nordpå til Farum, hvor formstærke FC Nordsjælland byder op til første kamp. ”Ikke en ønskestart” vurderer David Nielsen.
Programmet for Mesterskabspillet blev offentliggjort sidste uge, og her blev det klart at Lyngby Boldklub starter med et lokalopgør mod FC Nordsjælland. Tigrene fra Farum fik sneget sig med på sidste mandat, da Kasper Hjulmands tropper i sidste runde af grundspillet hev en flot sejr ude mod FC Midtjylland.
Sejren over Midtjylland markerede en flot afslutning på en næsten uvirkelig slutspurt, hvor FC Nordsjælland hev et point mod FCK, slog Brøndby ude, splittede Silkeborg ad og altså til slut tog sejren i Herning. Lyngby-træner David Nielsen erkender da også, at FCN på nuværende tidspunkt er ekstremt stærke:
”FC Nordsjælland på udebane er den sværeste modstander i øjeblikket, så det er naturligvis ikke vores ønskescenarie at vi starter deroppe. De er Superligaens klart mest formstærke hold, og har virkelig løftet niveauet efter vinterpausen. I deres nuværende forfatning vil de være favoritter mod 4 ud af de 5 modstandere de har i Mesterskabsspillet. De er favoritter på fredag” fortæller David Nielsen.
Hen mod slutningen af grundspillet har FC Nordsjælland fået 10 point ud af 15 mulige, og faktisk er det kun Lyngby Boldklub, der har formået at slå FCN i foråret hidtil. Men den kamp kunne ligeså godt have endt med et andet resultat ifølge David Nielsen:
”Vi må erkende at vi var heldige i Farum. De ødelagde os med deres spil, men vi var dygtige og kyniske da vi fik muligheden og vores forsvar holdt stand derefter. Men vi overlever ikke sådan et kampforløb en gang til, det skal vi være klar over.”
”Vi tager udfordringen op, og skal løfte vores niveau, hvis vi skal slå dem igen, og det tror jeg, vi er klar til. Så vi går selvfølgelig efter at bryde deres formkurve og snuppe sejren. Og så glæder vi os til igen at opleve en fantastisk kulisse, hvor de mange Lyngby-fans sidste gang gjorde deres til at hjælpe os på vej” lyder det fra David Nielsen.
Kampen mellem Lyngby Boldklub og FC Nordsjælland spilles på Right to Dream Park fredag den 31. Marts kl. 20.15.