Lyngby Boldklub tilknytter ny Fankoordinator
Lyngby Boldklub har fået en ny fankoordinator på plads. Morten Bennetzen er navnet på Lyngby Boldklubs nye SLO.
Det er en rutineret mand i fanmiljøet, der med øjeblikkelig virkning er blevet udpeget som Lyngby Boldklubs nye fankoordinator, officielt kaldet en SLO. Morten Bennetzen er ikke blot aktiv Lyngby-fan, han er også en af drivkrafterne bag den gruppe af Lyngby-tilhængere, der kalder sig ”Lyngby Fans” og som er den eneste officielle forening, der arbejder med at varetage klubbens tilskuerinteresser.
Morten Bennetzen har ligeledes været en del af Lyngby Boldklubs Fanpanel, der arbejder med forbedringer af tilskuerrammen i Lyngby. Derfor er det en central skikkelse, som har takket ja til at blive Lyngby Boldklubs nye SLO. Han afløser den tidligere SLO Andreas Andersen.
”Morten er en passioneret ung mand, der kender miljøet bedre end de fleste. Med Morten som SLO ved vi, at vi også får en person, der har store ambitioner og forventninger til hvad vi som klub skal levere. Den udfordring er vi klar på, og vi glæder os til at arbejde sammen med Morten og Fanpanelet om at skabe en bedre oplevelse for de mange fantastiske Lyngby-fans” fortæller kommunikationschef Kristian Maimann.
Morten Bennetzen er tiltrådt sin rolle, der varetages på frivillig basis, med øjeblikkelig virkning. Han glæder sig til at komme endnu tættere på den klub, han har været en del af siden han var ganske lille:
”Jeg glæder mig til at komme endnu tættere på klubben og være med til at skabe endnu bedre forhold og tiltag for vores fantastiske fans. Jeg har via mit frivillige arbejde i fanklubben allerede god dialog med klubben og glæder mig til også at kunne repræsentere klubben og dens værdier, samtidigt med at jeg også varetager fansnes interesser” fortæller Morten Bennetzen, der blandt andet nævner klubbens merchandisesalg som et område, han håber at klubben, foreningen Lyngby Fans og han selv kan være med til at løfte på kort bane.
Hvis du har input eller idéer til arbejdet med fansene eller ønsker dialog med Morten kan han kontaktes på email-adressen slo@lyngby-boldklub.dk.