Lyngby Boldklub søger kommunikationsstuderende

Lyngby Boldklub søger kommunikationsstuderende
Vil du være med til at forme kommunikationen og historien om et af Danmarks ældste og mest velkendte sportsbrands? Er du i besiddelse af en skarp pen, evnen til at vinkle historier og har du et skarpt blik for spændende interviews og historier, der underbygger fortællingen om Lyngby Boldklub? Og tror du, at du kan holde David Nielsen i kort snor i dine videointerviews i Superligaen? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.
.
Dine opgaver
Som kommunikationsmedarbejder hos Lyngby Boldklub skal du arbejde med forskellige kommunikative opgaver – primært af skriftlig karakter, hvor du skal producere nyheder til vores hjemmeside, kampprogrammer, nyhedsbreve samt sociale medier. Derudover bliver du hovedansvarlig på nyhedsformidlingen omkring vores ungdomshold, ungdomslandsholdsspillere samt kampe i ungdomsrækkerne. Du vil ligeledes blive en del af vores WebTV-hold, hvorfor det vil være et plus hvis du har erfaring med videomediet.
 
Du bliver en del af et skarpt team, der dækker Lyngby Boldklubs Superliga-mandskab i skrift, billeder og på video, og du får en central rolle i klubben med en stor grad af frihed og ansvar for dine opgaver. Arbejdstiderne planlægges fleksibelt under hensyntagen til dit studie, eksamensperioder og lign. Vi forventer dog, at du kan arbejde på vores kontor i Lyngby 2 hverdage pr. uge samt på udvalgte kampdage, som du sammen med klubbens øvrige kommunikationsafdeling skal dække på skift. Stillingen er lønnet.
 
Din profil
Først og fremmest er du studerende på en uddannelse relateret til kommunikation, tv- og medieproduktion, journalistik eller lignende. Du er bomstærk skriftligt og har fokus på detaljer og kvaliteten i dit arbejde. Du kan arbejde selvstændigt, er imødekommende, udadvendt og frisk på at blive en del af et kommunikationsteam, der sætter stor pris på idéer og kreative indspark, men som i sidste ende bliver målt på eksekveringen af det enkelte indhold.
 
Har du relevant erfaring med videoredigering, og kender du til de basale muligheder i eksempelvis Adobe Premiere og/eller Final Cut Pro er det et stort plus, men ikke et must for at tiltræde jobbet. Kender du til de basale muligheder i Adobe Photoshop eller Indesign er det ligeledes et plus.
 
Hvem er vi?
Lyngby Boldklub er en professionel fodboldvirksomhed med store ambitioner. Vi har aktuelt mere end 150 samarbejdspartnere af større og mindre karakter, over 11.000 fans på Facebook, en masse trofaste seere på vores WebTV og mere end 12.000 månedlige besøgende på vores hjemmeside.
 
Kontakt og ansøgning:
Du søger jobbet ved at sende en ansøgning, dit CV samt 2-3 egenproducerede tekster til kommunikationschef Kristian Maimann på mail: km@lyngby-boldklub.dk. De 2-3 tekster kan være artikler, uddannelsesrelevante kortere tekster eller andet, som du mener viser dine egenskaber på skrift. Hvis du kan arbejde med video må du gerne medsende videoklip også.
 
Deadline for ansøgning er fredag den 31. marts 2017 kl. 12. Vi indkalder derefter kandidater til samtale, og forventer stillingen besat hurtigst muligt i løbet af april.
 
Såfremt du måtte have spørgsmål kan du henvende dig til ovenstående kontaktperson.
 

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv