De Kongeblå gør klar til skæbnekamp mod Viborg

Foto: fodboldbilleder.dk
 
De Kongeblå gør klar til skæbnekamp mod Viborg
Lørdag eftermiddag gælder det Viborg FF på Lyngby Stadion, og her kan Lyngby Boldklub sikre sig endnu en sæson i Alka Superligaen – og en plads i mesterskabsspillet.
Kun to spillerunder er der tilbage af denne sæsons grundspil i Alka Superligaen, og lørdag venter der en sand gyser på Lyngby Stadion. Her gælder det sæsonens vel nok vigtigste kamp, når De Kongeblå med point mod Viborg FF kan sikre sig en plads i mesterskabsspillet. Lidt af en præstation for en oprykker, men det er realiteterne efter en imponerende sæson, hvor Lyngby-spillerne har nedlagt flere af Superligaens sværvægtere – og på lørdag skal det flotte arbejde så gøres færdigt.
En sværvægter i Superliga-sammenhæng kan man næppe kalde Viborg FF, i hvert fald ikke i denne sæson, for der har Johnny Mølbys tropper været langt fra sidste sæsons solide præstationer, der kastede en komfortabel ottendeplads af sig. I denne sæson har viborgenserne derimod befundet sig i konstant nærkontakt med bundregionen, og inden lørdagens møde indtager de sidstepladsen med 22 point for 24 kampe.
På trods af den nuværende status som bundprop er Viborg godt kørende inden turen til Lyngby Stadion. De er indtil videre ubesejrede i foråret, hvor de i tre kampe har skrabet fem point sammen. I premieren fik de – ligesom De Kongeblå i sidste weekend – et point med fra MCH Arena, da lokalopgøret mod FC Midtjylland endte 0-0. Dernæst blev det til 1-1 mod AGF, og i sidste weekend en meget vigtig 3-1-sejr over et andet bundhold, Esbjerg, der blev nedkæmpet, efter vestjyderne ellers var kommet tidligt foran.
Sidste gang, Lyngby og Viborg krydsede klinger, var i slutningen af september sidste år, hvor De Kongeblå som så ofte før sejrede 1-0. Målscoreren ved den lejlighed var – heller ikke uvant – Jeppe Kjær, der med en flot soloaktion afgjorde opgøret på Energi Viborg Arena til sit holds fordel. Sejren dengang lunede ikke blot gevaldigt på pointkontoen, men den var samtidig afslutningen på en fremragende Lyngby-uge, der kastede tre 1-0-sejre af sig på syv dage. De to andre hold, der blev ofre for den kyniske Lyngby-maskine, var Brøndby og AaB.
Til lørdagens opgør har Lyngby-trænerstaben udtaget 18 mand til kamptruppen, hvor Jesper Hansen er tilbage efter halvanden kamp på sidelinjen. Målmanden glider tilbage i truppen, hvor Michael Lumb til gengæld er forment adgang grundet karantæne.
Lyngbys trup til kampen mod Viborg FF:
1. Jesper Hansen, 16. Andreas Larsen, 2. Thomas Guldborg Christensen, 4. Mathias Tauber, 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen, 8. Lasse Rise, 9. Lasse Fosgaard, 10. Mikkel Rygaard, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Boysen, 22. Bror Blume, 23. Jens Odgaard, 24. Thomas Sørensen, 27. Kim Ojo, 30. Hallgrimur Jonasson.
Lørdagens opgør fløjtes i gang klokken 16.00 på Lyngby Stadion af dommer Peter Munch Larsen. Bemærk dog, at dørene allerede åbner klokken 14.00, hvor Fanzonen og Cafe Kickoff byder på blandt andet Faxe Kondi-aktiviteter og bøfsandwich. Billetter til kampen kan købes via dette link.
 
 
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products