Bror Blume forlænger med Lyngby Boldklub

foto: fodboldbilleder.dk
Bror Blume forlænger med Lyngby Boldklub
 
Bror Blume har genopfundet sig selv, kæmpet sig ind på Superliga-holdet og belønnes nu med en kontraktforlængelse frem til sommeren 2019.
 
Bror Blume rundede i efteråret 100 førsteholdskampe for Lyngby Boldklub. Med kontraktudløb til sommer var det dog ikke sikkert, at Bror skulle lægge ret mange flere kampe til den total – men tvivlen er fejet af bordet med en ny forlængelse til offensivspilleren, der har underskrevet en ny aftale frem til sommeren 2019.
 
Det kan virke som en logisk forlængelse, når man tager i betragtning at Bror Blume har været fast mand i startopstillingen de sidste seks Superliga-kampe. Men forlængelsen er et udtryk for, at Bror Blume er gennemgået lidt af en udvikling under cheftræner David Nielsen:
 
”Bror Blume er gået fra at være en spiller, jeg ikke kunne bruge, til at være en spiller, der er en vigtig del af vores hold. Og det er ene og alene Brors egen fortjeneste. Han er blevet et mandfolk” fortæller David Nielsen og uddyber:
 
”Jeg har været meget hård ved Bror, og bedt ham ændre nogle ting som er praktisk talt umulige at ændre. Det handler om attitude, vindermentalitet og andre fundamentale ting, som er vigtige for mig. Jeg bøjer mig i støvet for den transformation, som Bror har lavet, og jeg er ekstremt glad for at kunne kalde ham en vigtig spiller for Lyngby Boldklub i dag” lyder det fra David Nielsen.
 
25-årige Bror Blume kom til De Kongeblå fra barndomsklubben BK Skjold tilbage i 2008, og har spillet på De Kongeblås U-hold. Siden har han udviklet sig under flere Lyngby-trænere, og i dag er han som sagt en vigtig brik for David Nielsen, der sætter flere plusser ved Bror:
 
”Vi har altid vidst, at Bror har et teknisk meget højt niveau. Han er dygtig i mellemrummet, og også relativt målfarlig, men det afgørende har været, at han er blevet en vinder og i dag lever som professionel fodboldspiller. At han har kunne tage sig selv igennem den transformation er imponerende, og jeg under ham al den succes, han har i øjeblikket” fortæller David Nielsen.
 
Bror Blume står noteret for 105 Lyngby-kampe, hvilket har kastet 12 scoringer af sig. Brors nye kontrakt løber frem til 30. Juni 2019.
 

Bliv klogere på Lyngby Boldklubs rekruttering og scouting på akademiet

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

0
    0
    Din kurv