foto: fodboldbilleder.dk
Udsat kamp klar til afvikling mandag
Fredagens udsatte kamp spilles imorgen mandag, hvor Lyngby Stadion åbner dørene klokken 16.00. Kick-off er klokken 17.00.
Med fredagens aflysning grundet sne på Lyngby Stadion blev Esbjerg og De Kongeblå hurtigt sendt i fælles tænkeboks. Det bedste af alternativerne var en afvikling imorgen mandag med kampstart klokken 17.00 – og det betyder at Lyngby Stadion for en sjælden gangs skyld byder på fyraftensfodbold en helt almindelig mandag!
Den første hjemmekamp i 2017 byder på et opgør mod Esbjerg. Ligesom Lyngby-spillerne åbnede også esbjerggenserne foråret med en sejr, da de lidt overraskende besejrede SønderjyskE med de overbevisende cifre 3-0. Der har ellers ikke været mange sejre at fejre for vestjyderne i denne sæson, hvor de i størstedelen af tiden har befundet sig i bunden af ALKA Superligaen. De overvintrede på 12. pladsen, hvor de stadig befinder sig, men sejren i forårspremieren og andre resultater, der flaskede sig, betyder, at Esbjerg nu blot har otte point op til mesterskabsspillet og fem point til en ottendeplads. Vestjyderne har utvivlsomt fundet melodien, og der venter en svær kamp for David Nielsens tropper mandag aften!
I truppen er der kun en enkelt ændring i forhold til truppen meldt ud i torsdags. U19-holdets anfører Oliver Kjærgaard spillede i weekenden i U19-ligaen mod FCK, og det betyder at han byttes ud fra truppen med Lasse Rise. Ellers er der ingen justeringer i truppen, der fortsat ikke tæller Mikkel Rygaard, der er ude med karantæne.
Praktisk info og fastelavnsfest
Hvis du har købt billet til kampen i fredags har du stadig adgang til morgendagens kamp med din nuværende billet. Bemærk at stadion og Café Kick-Off først åbner klokken 16.00 – en time før kampstart. Den tidligere udmeldte Fastelavns-tøndeslagning afvikles i pausen af kampen, så husk at kom ned i Fanzonen mellem de to halvlege! Tøndeslagningen er for både børn og voksne, og der er lækkerier fra Michael H Konditoriet på højkant. Ansigtmaling for børn udgår dog desværre.
Lyngbys trup til kampen mod Esbjerg:
1. Jesper Hansen (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen, 8. Lasse Rise, 9. Lasse Fosgaard, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Kristoffer Larsen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Boysen, 22. Bror Blume, 23. Jens Odgaard, 24. Thomas Sørensen, 27. Kim Ojo, 30. Hallgrimur Jonasson.