Hjemmebanen genindtages mod Esbjerg

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Hjemmebanen genindtages mod Esbjerg
 
Forårets første hjemmebanekamp finder sted fredag aften mod Esbjerg, hvor de fine takter fra Right to Dream Park skal videreføres
 
De Kongeblå startede forårssæsonen på fornem vis med en sejr i lokalopgøret mod FC Nordsjælland, og fredag aften skal de så fortsætte de lovende takter. Her er Right to Dream Park skiftet ud med de vante rammer på Lyngby Stadion, når forårets første hjemmebanekamp løber af stablen mod Esbjerg fB.
 
Ligesom Lyngby-spillerne åbnede også esbjerggenserne foråret med en sejr, da de lidt overraskende besejrede SønderjyskE med de overbevisende cifre 3-0. Der har ellers ikke været mange sejre at fejre for vestjyderne i denne sæson, hvor de i størstedelen af tiden har befundet sig i bunden af ALKA Superligaen. De overvintrede på 12. pladsen, hvor de stadig befinder sig, men sejren i forårspremieren og andre resultater, der flaskede sig, betyder, at Esbjerg nu blot har otte point op til mesterskabsspillet og fem point til en ottendeplads.
 
Sidst, Lyngby og Esbjerg mødte hinanden, blev det til en pointdeling på Blue Water Arena, og det kunne hjemmeholdet være mest tilfredse med. De Kongeblå var nemlig foran 2-0 ved pausen og i fuld kontrol, men noget uvant kunne defensiven ikke holde stand, og esbjerggenserne scorede derfor to gange efter dødbolde i løbet af den sidste knap halve time.
 
I forhold til de seneste ti indbyrdes møder har Esbjerg oftest trukket det længste strå, men i nyere tid under David Nielsens ledelse har De Kongeblå klaret sig bedst. En af de første store oplevelser under cheftræneren kom tilbage i september 2015 i en pokalkamp, hvor de undertippede Lyngby-spillere vandt 1-0 i en intens affære, der blandt andet bød på en fremragende Casper Højer-scoring direkte på frispark.
 
Venstre backen er blandt de nye ansigter i forhold til forårspremieren mod FC Nordsjælland, og han går sammen med talentet Oliver Kjærgaard ind i den udvalgte 19-mandstrup. Ud glider til gengæld en karantæneramt Mikkel Rygaard, mens hverken Alexander Munksgaard fortsat er ude med skade. Lasse Rise, Emil Larsen og Danilo Arrieta mangler det sidste for at være helt kampklar, og de er derfor heller ikke udtaget. En enkelt af de 19 udtagne spillere sorteres fra senest en time før kampstart.  
 
Lyngbys trup til kampen mod Esbjerg:
1. Jesper Hansen (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen, 9. Lasse Fosgaard, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Kristoffer Larsen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Boysen, 22. Bror Blume, 23. Jens Odgaard, 24. Thomas Sørensen, 27. Kim Ojo, 28. Oliver Kjærgaard, 30. Hallgrimur Jonasson.
 
Fredagens kamp fløjtes i gang klokken 18.00 på Lyngby Stadion af dommer Jens Grabski Maae, og du kan købe billet til opgøret via dette link. Husk desuden, at Faxe Kondi Fan Zone og Café Kickoff er åben allerede fra klokken 16.00.
 
 
 

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv