Foto: fodboldbilleder.dk
Uskarpt Lyngby-hold tabte til HB Køge
Årets anden testkamp endte med et 0-1-nederlag til HB Køge, som modsat De Kongeblå var kyniske foran mål
Fredag formiddag skulle Lyngbys Superliga-mandskab bide skeer med 1. divisionsholdet HB Køge, da de to hold var sat i stævne på Gentofte Stadion. Her skulle Lyngby-spillerne forsøge at vise, hvorfor de i sidste sæson sikrede sig oprykning til Danmarks bedste fodboldrække, og fra første fløjt satte de sig da også på opgøret.
Allerede efter fem minutter var De Kongeblå første gang nærgående, men Lasse Fosgaards flade indlæg blev clearet lige foran en helt fri Jelle tæt under mål. Knap et kvarter senere slap Jeppe Kjær alene igennem efter fine kombinationer, men Lyngby-topscoreren tøvede og sendte i stedet en upræcis aflevering på tværs til Jelle, der heller ikke denne gang fik lov at putte bolden i kassen. Kort efter forsøgte Jeppe Kjær sig så igen i oplæggerens rolle, da han efter et par karakteristiske træk fandt en fri Bror Blume i venstre side. Midtbanespilleren med den gode sparketeknik svigtede dog og sendte bolden et godt stykke over mål, hvorfor stillingen stadig var 0-0 lidt over halvvejs gennem første halvleg.
HB Køge havde indtil da set en del til bolden uden dog for alvor at teste Jesper Hansen, der var mere i aktion med fødderne end med hænderne i første halvleg. Omkring den halve time fik Lasse Fosgaard en lidt tilfældig chance bagerst i feltet, men fløjspilleren – der i dag var højre back – blev generet i skudøjeblikket og sendte derfor kuglen over mål. Det begyndte altså efterhånden at ligne 0-0 ved pausen, men kort inden sidebyttet viste HB Køge stor kynisme, første gang de fik en oplagt scoringschance. Marc Rochester opsnappede en dårlig clearing, og inde i feltet sparkede han resolut 1. divisionsmandskabet på 1-0.
Anden halvleg var kun få minutter gammel, da Lasse Fosgaard kom frem til en pæn hovedstødsmulighed, og ti minutter senere fik De Kongeblå kampens anden friløber. Denne gang slap indskiftede Danilo Arrieta alene igennem efter en HB Køge-fejlaflevering, men han sparkede for dybt i bolden og sendte den dermed over mål. De næste 20 minutter forløb uden de store chancer til nogen af holdene, og rytmen blev – som det ofte er tilfældet i træningskampe – brudt en smule af de mange indskiftninger.
En af de spillere, der kom på banen i anden halvleg, var stortalentet Jens Odgaard, som med ti minutter tilbage fandt Danilo Arrieta. Desværre sendte han endnu en gang kuglen over mål. De Kongeblå var imidlertid ikke færdige med slutspurten, og få minutter senere var Jens Odgaard igen i oplæggerens rolle. Denne gang fandt han Emil Larsen på kanten af feltet, men Lyngby-fløjen måtte se sin venstrebensafslutning gå snert forbi fjerneste målhjørne. Til allersidst var det så lige ved at blive 2-0, da en Andreas Larsen-fejl gav Daniel Stückler en helt fri chance. Lyngby-keeperen rådede dog bod på sin fejl ved flot at redde angriberens forsøg.
Mere blev det ikke til fredag formiddag på Gentofte Stadion, hvor De Kongeblå bestemt havde mulighederne til at sikre sig sejren, men desværre forsømte at udnytte dem. Omvendt var HB Køge kyniske, når de fik chancen, og dermed sejrede de stik mod spil og chancer med 1-0.
Match Facts:
Lyngby BK – HB Køge 0-1 (0-1)
0-1 Marc Rochester (42)
Lyngbys startopstilling: 1. Jesper Hansen (GK) (45) – 9. Lasse Fosgaard, 4. Mathias Tauber (c) (70), 24. Thomas Sørensen (58), 3. Michael Lumb (70) – 5. Martin Ørnskov (70), 7. Jesper Christjansen – 19. Kristoffer Larsen (58), 21. Mikkel Rygaard (45), 22. Bror Blume – 15. Jeppe Kjær (58)
Indskiftet: 16. Andreas Larsen (GK)(45), 11. Danilo Arrieta (45), 2. Thomas Guldborg Christensen (58), 23. Jens Odgaard (58), 25. Emil Larsen (58), 18. Adnan Curovic (70), 30. Hallgrimur Jonasson (70) og 28. Oliver Kjærgaard (70)
Advarsler:
Jesper Christjansen – Lyngby BK