foto: fodboldbilleder.dk
Lyngby Boldklub forlænger med Lasse Fosgaard
Lyngby Boldklub og Lasse Fosgaard er enige om at forlænge kontrakten med kantspilleren, der har sat sin underskrift på en ny kontrakt frem til 2019.
I december satte Mathias Tauber, Gustav Marcussen og Jeppe Kjær deres underskrifter på nye aftaler med De Kongeblå, og nu følger Lasse Fosgaard så trop. Kantspilleren havde oprindeligt kontraktudløb til sommer, men det kontraktudløb er nu flyttet betragteligt længere ud i fremtiden.
30-årige Fosgaard, der har 129 Lyngby-kampe og 11 scoringer på samvittigheden, fortsætter således med nummer 9 på ryggen frem til sommeren 2019 – et faktum, der skaber ”ekstrem glæde” hos cheftræner David Nielsen:
”Når vi er glade for at det er lykkedes at forlænge, så er det fordi at Fos først og fremmest er en vinder. Han er et batteri til træning og kamp, og er med sin attitude på banen med til at løfte niveauet og viderebære den vinderkultur, der er så vigtig for os” fortæller David Nielsen, der er glad for at få aftalen på plads hurtigt i januar:
”Lasse Fosgaard har igennem hele oprykningsåret og efteråret i Superligaen været en vigtig profil for os, så vi var aldrig i tvivl om at vi gerne ville forlænge kontrakten med Lasse. Og intentionerne var heldigvis gensidige, og det var vigtigt for os at vi kunne få en aftale i hus med endnu en profil inden vi rammer ragnarok-kampene i foråret” lyder det fra David Nielsen.
Lasse Fosgaard kom til Lyngby fra Brønshøj i sommeren 2012 og har siden opnået 129 kampe for De Kongeblå i 1. Division og nu i Superligaen, hvor kantspilleren spillede 19 ud af 21 kampe i efteråret – med en enkelt scoring til følge.
Lasse Fosgaards nye kontrakt løber frem til sommeren 2019.