Foto: fodboldbilleder.dk
U17 spillede 2-2 i Aalborg
Lyngbys U17-talenter var foran 2-0 mod AaB, men måtte tage til takke med 2-2 efter en ellers godkendt præstation
Lørdag eftermiddag var Lyngbys U17-hold i aktion i Aalborg, hvor AaB’s talenter bød op til dans. Før kampen havde værterne ikke tabt i seks kampe i træk, hvoraf fem af disse endda var endt med sejr, så der ventede på forhånd en svær opgave.
Det lod dog ikke til at påvirke De Kongeblå, der lagde klart bedst fra land og hurtigt spillede sig frem til flere store tilbud, blandt andet et forsøg på overlæggeren efter et hjørnespark. Ind ville bolden dog ikke, før der var spillet 27 minutter, men her gjorde Elias Fosgrau det til 1-0 på en afrettet afslutning. Knap ti minutter senere udbyggede Emil Kornvig så Lyngby-føringen, og dermed lignede det et glimrende udgangspunkt inden sidebyttet. Desværre fik værterne noget heldigt reduceret på tærsklen til pausen, og derfor kom de to hold ud til anden halvleg med 2-1 til De Kongeblå på måltavlen.
AaB fik den bedste start på de sidste 40 minutter af kampen, og cirka halvvejs gennem anden halvleg fik de bragt sig på 2-2 i forbindelse med et hurtigt indkast, hvor De Kongeblå sov en smule. Derfra trak hjemmeholdet sig en smule længere tilbage, og Lyngby-spillerne så naturligt lidt mere til bolden, hvilket da også udmøntede sig i et par muligheder. AaB var omvendt farlige på kontra, men alligevel var De Kongeblå lige ved at tage alle tre point, da Adam Sørensen i overtiden var utroligt tæt på en scoring.
Det blev dog ved 2-2, og med det ene point avancerer Lyngbys U17-talenter til rækkens ottendeplads, hvor de står noteret for 13 point i 10 kampe. Efter kampen var U17-cheftræner Christian Sørensen fint tilfreds sit holds præstation:
”Vi havde et par nye spillere med i truppen til den her kamp, og jeg hæfter mig ved, at de satte et positivt aftryk på kampen. Det bekræfter os i, at vi har en gruppe med mange gode spillere,” lyder det fra Christian Sørensen, der fortsætter:
”Vi har et hold med fart og power, og vi ønskede til den her kamp at være mere fremadrettede og dynamiske, end vi har været tidligere. Det lykkedes vi med, og specielt i første halvleg præsterer vi til tre point. Vi tog nogle rigtig fine skridt, som vi kan bygge videre på, så det er jeg meget tilfreds med,” slutter U17-cheftræneren.