Foto: fodboldbilleder.dk
Lyngby-talenter missede Eliterunden
Det danske U19-landshold med Gustav Marcussen og Oliver Kjærgaard klarede sig lige akkurat ikke videre til Eliterunden, da de tabte den sidste EM-kvalifikationskamp mod Portugal
Lyngby-talenterne Gustav Marcussen og Oliver Kjærgaard har netop spillet tre EM-kvalifikationskampe i Bulgarien mod Hviderusland, Bulgarien og Portugal, og desværre klarede danskerne sig ikke videre til Eliterunden. De startede ellers fint ud med en 5-0-sejr over Hviderusland efterfulgt af et 1-3-nederlag til værterne Bulgarien, hvor Marcussen stod for scoringen og Kjærgaard bar anførerbindet.
Tirsdag gjaldt det så den afgørende gruppekamp mod Portugal, og ligesom det var tilfældet i den anden kamp mod Bulgarien, var både Marcussen og Kjærgaard valgt fra start. Portugiserne dominerede i kampens indledning, men danskerne forsvarede sig pænt og holdte værterne væk fra store muligheder. I den anden ende blev det heller ikke til meget, og derfor var stillingen 0-0 ved pausen.
Det blev der imidlertid lavet om på allerede fem minutter inde i anden halvleg, hvor Marco Harboe bragte danskerne på 1-0 efter en indøvet hjørnesparkskombination. Dermed stod de med et ben i Eliterunden, men der var stadig 40 minutter tilbage at spille i, og det skulle desværre også vise sig at være nok tid for portugiserne til at kæmpe sig tilbage. En straffesparksscoring med ti minutter tilbage og endnu en scoring to minutter før tid sikrede en 2-1-sejr, og dermed blev de danske drenge sendt ud i mørket.
Gustav Marcussen fik fuld tid mod Portugal, mens Oliver Kjærgaard blev skiftet ud efter 85 minutter. De to Lyngby-talenter skal allerede i aktion igen på lørdag, hvor Lyngbys U19-mandskab spiller i Esbjerg.