U17 tabte på Vestegnen

Foto: fodboldbilleder.dk
 
U17 tabte på Vestegnen
 
Lyngbys U17-talenter måtte lørdag drage hjem fra Vestegnen med et 0-3-nederlag til Brøndby i bagagen
 
De kongeblå U17-talenter skulle lørdag ved middagstid krydse klinger med et ubesejret Brøndby-mandskab, som før kampen tilmed havde gjort rent bord med fire sejre af fire mulige og en målscore på 7-0. Dermed ventede altså en svær opgave for Lyngby-talenterne, og den blev bestemt ikke gjort nemmere i kampens indledning.
 
Allerede efter seks minutters spil begik De Kongeblå nemlig straffespark, og så kunne Ertugrul Teksen bringe værterne foran 1-0 fra 11 meter. En ærgerlig start for De Kongeblå, som godt nok kom bedre med derfra, men alligevel ikke helt formåede at tilspille sig åbne scoringsmuligheder. Det samme kunne dog siges om Brøndby, og derfor var det meget naturligt, at de to hold gik til pause ved stillingen 1-0.
 
Fra anden halvlegs start kom Lyngby-spillerne ud med god energi og viste fine takter, men igen manglede man at kunne registrere slutproduktet, og rigtig farligt blev det derfor aldrig. Det blev det derimod, når hjemmeholdet satte sine angreb sammen, og efter en times spil resulterede det i en 2-0-scoring ved Muamer Brajanac. Ikke længe efter fik Brøndby så tildelt endnu et straffespark efter en unødvendigt klodset aktion i Lyngby-defensiven, men den fik Alexander Hasmark i målet rådet bod på, da han snuppede forsøget fra pletten.
 
Værterne var dog ikke færdige, men fortsatte i stedet deres vedvarende overtag, og med fem minutter tilbage lukkede og slukkede Jesper Lindstrøm endegyldigt til slutresultatet 3-0. Overbevisende cifre, og Lyngbys U17-cheftræner, Christian Sørensen, var da heller ikke tilfreds med indsatsen i det klare nederlag:
 
”I de afgørende faser af spillet rammer vi ikke niveau, og det er vi selvfølgelig skuffede over. Brøndby har nogle gode individualister, som straffer vores manglende kynisme og aggressivitet i kampens afgørende situationer, hvilket selvfølgelig bliver udslagsgivende. Vi må også erkende, at kvaliteten offensivt for at gøre muligheder til chancer ikke var på vanligt niveau,” lyder det fra U17-cheftræneren, som fortsætter:
 
”Vi er klar over, at der er nogle ting i spillet, som vi skal blive dygtigere til, hvilket jeg er fuld af fortrøstning over, at vi nok skal blive. Gruppens commitment og spillernes ærgerrighed gør, at vi kommer til at træde to skridt frem efter i dag at have trådt ét tilbage.”
 
Med nederlaget er Lyngby-talenterne i skrivende stund at finde på U17 Ligaens niendeplads, hvor de står noteret for seks point i fire kampe. Næste opgave finder sted lørdag den 15. oktober på udebane mod FC Midtjylland.
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products