Foto: fodboldbilleder.dk
Snorre og Odgaard på U18-landsholdet
Når U18-landsholdet midt i oktober spiller to venskabskampe mod Hviderusland, er Lyngby-talenterne Oskar Snorre og Jens Odgaard blandt de udvalgte
Det danske U18-landshold samles søndag den 16. oktober på Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, og blandt landstræner Claus Nørgaards 18 udvalgte finder man Lyngby-talenterne Oskar Snorre og Jens Odgaard. De skal således være samlet med resten af truppen i fem dage, hvor der undervejs venter to venskabskampe mod Hvideruslands U18-landshold.
Hverken Snorre eller Odgaard er uvante i landsholdssammenhæng, og faktisk er sidstnævnte den spiller i truppen med flest ungdomslandskampe på CV’et. Hele 27 optrædener er det nemlig blevet til i rødt og hvidt for angriberen Odgaard, der tilmed har fået nettet til at blafre 12 gange. Længere nede på listen finder man Snorre, der som målmand står noteret 15 ungdomslandskampe for Danmark, så de to Lyngby-talenter er uden tvivl blandt truppens mest rutinerede spillere.
De to venskabskampe mod Hviderusland spilles henholdsvis tirsdag den 18. oktober klokken 16.00 på Skjern Stadion og torsdag den 20. oktober klokken 13.00 på Vildbjerg Stadion.