Foto: fodboldbilleder.dk
U17 møder ubesejrede Brøndby
Lørdag ved middagstid krydser de kongeblå U17-talenter klinger med Brøndbys ditto på udebane
Tre uger er det siden, at Lyngbys U17-mandskab sidst var i kamp i ligasammenhæng, og de vender tilbage til virkeligheden med en svær opgave. Lørdag går turen nemlig til Brøndby, hvor Vestegnsklubbens U17-talenter byder op til dans.
De blå-gule har indtil videre i sæsonen vist imponerende styrke, og det er gået ud over Silkeborg, OB, HB Køge og AaB, som alle måtte gå fra banen som tabere. Henholdsvis 2-0, 1-0, 3-0 og 1-0 sejrede Brøndby-talenterne med i de fire opgør, og det er i skrivende stund nok til at indtage en delt førsteplads med maksimumpoint og en overbevisende målscore på 7-0. Kun FCK har gjort den bedrift efter og indtager således førstepladsen på en endnu bedre målscore.
Om end De Kongeblå ikke har været lige så overbevisende, har de imidlertid også vist fine takter i de tre kampe, det indtil videre er blevet til. Senest blev Viborg besejret 3-2, mens AGF kampen forinden blev sendt hjem til Aarhus med et 1-3-nederlag i bagagen. Kun sæsonpremieren kan Lyngby-talenterne således ærgre sig over, for her blev det til et 1-4-nederlag i Vejle. Det rækker til en aktuel ottendeplads, men De Kongeblå har dog som rækkens eneste hold blot spillet tre kampe, mens størstedelen står noteret for fem eller hele seks kampe.
Lørdagens opgør fløjtes allerede i gang klokken 12.00 på Brøndby Stadion, hvor De Kongeblå altså skal forsøge at tilføje værterne sæsonens første nederlag og samtidig udbygge deres egen sejrsstime til tre i streg.