De Kongeblå tager søndag eftermiddag imod Ulvene

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Formstærke FCM gæster Lyngby Stadion
 
De Kongeblå tager søndag eftermiddag imod FC Midtjylland i Alka Superligaens 12. spillerunde
 
Efter sidste uges vanvittigt tætte program med tre kampe på syv dage, er De Kongeblå nu igen klar til at indtage grønsværen i Alka Superligaen, hvor FC Midtjylland denne gang venter i 12. spillerunde. Midtjyderne gæster Lyngby Stadion, hvorfra AaB og Brøndby senest blev sendt hjem med nederlag i bagagen, så det skal blive spændende at se, om Lyngby-spillerne kan gentage bedriften mod endnu et tophold.
 
I manges optik er Jess Thorups FCM kommet en smule hakkende i gang med sæsonen, men ikke desto mindre står de noteret for 20 point i 11 kampe og kun ét nederlag heriblandt. Derudover er Ulvene utroligt formstærke, og faktisk har de ikke tabt en ligakamp siden den 13. august, hvor det blev til et 1-2-nederlag i Telia Parken til FCK.
 
Det giver en ubesejret stime på seks kampe, som har kastet tre sejre og tre uafgjorte af sig. Senest blev det til en 5-2-sejr over AC Horsens, og her var den helt store historie, at Rafael van der Vaart fik scoret sit første mål i FCM-trøjen. Den tidligere Real Madrid- og Tottenham-spiller har i det hele taget pådraget sig utroligt meget opmærksomhed i denne sæson, og selvom hollænderen har rundet 33 år, viste han altså senest, at han stadig ved, hvor målet står.
 
Det har De Kongeblå også vist i de seneste tre kampe, hvor det godt nok kun er blevet til tre scoringer. Det har imidlertid været nok til at sikre ni point, for der blev lukket fuldstændigt af i den anden ende mod både AaB, Brøndby og Viborg, og Lyngby-spillerne kan derfor glæde sig over en stime på tre sejre i træk. Den selvtillid må de gerne tage med ind på banen mod FCM, som de traditionelt har haft det svært mod. Således har midtjyderne vundet seks af de seneste ti indbyrdes møder, men alle disse går minimum fire år tilbage, og det er derfor den slags statistik, der ikke nødvendigvis fortæller så meget.
 
Som bekendt afgøres sagerne nemlig på banen, og til at gøre netop det har Lyngby-trænerstaben udtaget 19 spillere, hvoraf en enkelt sorteres fra en time før kampstart. I forhold til Viborg-kampen er anfører Mathias Tauber og FC Midtjylland-lejesvenden Alexander Munksgaard med igen, mens også unge Jens Odgaard er blandt de udvalgte. Ud glider til gengæld Mads Nordam og Bror Blume.
 
Lyngbys trup mod FC Midtjylland:
1. Jesper Hansen (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen, 8. Lasse Rise, 9. Lasse Fosgaard, 13. Alexander Munksgaard, 14. Philip Rasmussen, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Kristoffer Larsen, 20. Jeppe Brandrup, 21. Mikkel Rygaard, 23. Jens Odgaard, 24. Thomas Sørensen, 26. Frederik Gytkjær, 30. Hallgrimur Jónasson
 
Søndagens opgør spilles på Lyngby Stadion med kampstart klokken 14.00, og kampens dommer er Jakob Kehlet. Du kan allerede nu købe billet til kampen online via dette link, hvilket på det stærkeste anbefales, da du derved både sparer tid og penge.
  

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur