Jeppe Kjær sikrede alle gode gange tre

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Jeppe Kjær sikrede alle gode gange tre
 
De Kongeblå tog søndag eftermiddag den tredje 1-0-sejr på syv dage, da Viborg blev besejret på udebane. Jeppe Kjær stod for kampens enlige scoring
 
De Kongeblå var søndag i aktion i den tidlige kamp i Alka Superligaens 11. spillerunde, hvor Viborg FF bød op til dans hjemme på Energi Viborg Arena. Her skulle værterne forsøge at komme tilbage på sejrssporet efter senest at have lidt et 0-1-nederlag til AaB, mens Lyngby-spillerne omvendt troppede op med masser af selvtillid efter to flotte sejre over netop AaB og Brøndby.
 
De Kongeblås store selvtillid var da også til at få øje på fra kampens start, hvor bolden blev kørt lige så selvsikkert og klogt rundt, som det var tilfældet i torsdagens kamp mod Brøndby. På trods af dette blev det imidlertid ikke til de helt åbenlyse scoringsmuligheder, og i løbet af den første halve time var der således ikke andet at berette om end langskudsforsøg fra Martin Ørnskov og Jeppe Kjær, som aldrig var tæt på at blive farlige.
 
Viborg gjorde om muligt endnu mindre væsen af sig i løbet af en både tempo- og chancefattig første halvleg, hvor Andreas Bruhns langskudsforsøg med ti minutter til pause var værternes første reelle skud på mål. Kort derefter levede kampen imidlertid kortvarigt op, og med to minutter til pause viste Jeppe Kjær så for anden gang på fire dage sit store repertoire, da han modtog bolden på kanten af feltet efter en fin Mikkel Rygaard-aktion. Her vendte den vævre angriber af på sin oppasser, inden han med en skudfinte gik forbi en ny Viborg-forsvarsspiller for til sidst at studse bolden op i nettaget med det kolde venstreben. Dermed 1-0 til De Kongeblå, hvilket også var stillingen ved pausen.
 
Anden halvleg kom Viborg klart bedst ud til, og der var således ikke spillet mere end to minutter, før de fik deres hidtil største tilbud i kampen. Andreas Bruhn blev sendt i dybden lidt ude fra siden, men alene med Jesper Hansen sparkede Viborg-kantspilleren i sidenettet. Kort derefter fik Jung-Bin Park en løs chance efter et langt indkast, og cirka halvvejs gennem halvlegen kom værterne så uhyre tæt på en udligning. Serge Deble trykkede af fra kanten af feltet, og hans afslutning blev rettet af og gik hen over Jesper Hansen, der dog lige præcis nåede tilbage og fik afværget en scoring.
 
De Kongeblå var i denne fase af kampen kun sporadiske gæster på den sidste tredjedel, og selvom Bror Blume i to omgange var ved at komme frem til pæne muligheder, lå en Lyngby-scoring ikke ligefrem i luften. Det gjorde en Viborg-scoring derimod langt mere, og mod slutningen af kampen fandt et bombardement som i Brøndby-kampen sted, hvilket pressede stort set hele Lyngby-holdet tilbage i eget felt. Her holdt de egentlig fin stand, men alligevel fik Christian Sivebæk en kæmpe hovedstødsmulighed tæt under mål, som han på forunderligvis headede forbi.
 
Dermed lignede det igen en af de kampe, hvor marginalerne skulle være med De Kongeblå, og det blev understreget yderligere med få minutter til slutfløjtet. Her kom Viborg-anfører Mikkel Rask først på et indlæg, og hans hovedstødforsøg tog stolpen, gik i spil igen, og blev til sidst afværget af Hallgrimur Jonasson og Jeppe Brandrup i skøn forening. Det blev det sidste forsøg i kampen, og dermed endte det for tredje gang på syv dage med en kongeblå 1-0-sejr efter en mildest talt uskøn kamp. Ikke desto mindre kaster det tre særdeles lune point af sig – de første i Viborg siden 1999 – hvilket i skrivende stund sender Lyngby Boldklub op i top seks.
 
Match Facts:
Viborg FF – Lyngby BK 0-1 (0-1)
0-1 Jeppe Kjær (43)
Lyngbys startopstilling: 1. Jesper Hansen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 30. Hallgrimur Jonasson, 24. Thomas Sørensen (c), 3. Michael Lumb – 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen – 9. Lasse Fosgaard, 21. Mikkel Rygaard (<-> 12. Mads Nordam (81)), 19. Kristoffer Larsen (<-> 22. Bror Blume (59)) – 15. Jeppe Kjær (<-> 26. Frederik Gytkjær (59))
Ikke benyttet:
16. Andreas Larsen (GK), 8. Lasse Rise, 14. Philip Rasmussen, 17. Casper Højer Nielsen
Advarsler:
Søren Reese – Viborg FF
Bror Blume – Lyngby BK
Tilskuertal:
3126 på Energi Viborg Arena
 

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv